Zimbabwes bloddiamanter

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Kimberly-processen påbegyndtes i 2002 af flere NGO’er og diamantindustrien, i et forsøg på at stoppe salget af bloddiamanter, og som en konsekvens af konflikterne i Sierra Leone, Liberia og andetsteds. Disse konflikter blev blandt andet især holdt i gang af salget af bloddiamanter, og Kimberly-processen blev startet på grund af diamantindustriens og civilsamfundets bekymringer over de forbrugerbekymringer og menneskerettighedskrænkelser der fulgte dem. Kimberly-processens medlemmer repræsenterer 75 lande, der sammen står for over 99% af den globale diamantproduktion. Kimberly-processen, og den certificeringsordning medlemmerne skal igennem for at sælge eller købe diamanter, har dog syntes mere og mere handlingslammet, især i forhold til Zimbabwe. Kimberly-processens årlige møde, afholdt den 24 juni 2010, endte uden nogen løsninger på den påståede korruption og menneskerettighedskrænkelserne i Marange i Zimbabwe. Nogle af verdens formodentlig største diamantforekomster blev fundet her i 2006 - værdien af de diamanter der årligt smugles ud af Marange anslås at have haft en værdi på over $400 millioner i 2007 alene. Kimberly-processens medlemslande har dog konsekvent undladt at handle over for disse overtrædelser af processens certificeringsordning, selv om adskillige prominente NGO'er, som Human Rights Watch, Global Witness, og Partnership Africa Canada, har dokumenteret tilbagevendende uregelmæssigheder i forhold til salget af diamanter fra Zimbabwe, samt åbenlyse menneskerettighedsovertrædelser begået af Zimbabwes politi og hær – over 200 er blevet dræbt, mange tortureret, og utallige kvinder er blevet voldtaget. Kimberly-processen har endda selv undersøgt og dokumenteret forholdene i Zimbabwes diamantfelter så sent som i juni 2009. Her konkluderede man, at ”der er flere områder hvor Zimbabwe ikke handler i overensstemmelse med selv Kimberly-processens mest basale krav”, og anbefalede at Zimbabwe suspenderedes fra at deltage i processens certificeringsordning i op til 6 måneder, en opfordring der ikke er blevet fulgt.

En af grundene til at man ikke handler er, at medlemmerne af Kimberly-processen har de facto vetoret i alle processens beslutninger, og desuden at nogle af medlemmer insisterer på at Zimbabwe ikke bryder organisationens stiftende dokumenter, der definerer bloddiamanter som ”uslebne diamanter, der anvendes af oprørsbevægelser eller deres allierede til at finansiere konflikter med henblik på at undergrave legitime regeringer”. Kimberly-processens utilstrækkelighed kan desuden aflæses på den Zimbabweanske regerings måde at forholde sig til Kimberly-processen og menneskerettighedsorganisationers kritik på. Zimbabwes Mineminister, Obert Mpofu, kritiserede således de menneskerettighedsorganisationer der med rette har kritiseret Zimbabwe, for at ”fortælle løgne”og forsøge at ”dæmonisere” Zimbabwe. I sidste uge insisterede han desuden på, at Zimbabwe ville sælge diamanter fra Marange uanset om Kimberly-processens certificeringsordning godkendte salgene eller ej. De diamanter der her tales om menes at kunne indbringe $1,7 milliarder dollars, eller cirka 17% af det årlige salg af diamanter på verdensplan. Mange af diamanterne vil formodentligt blive smuglet ind i Mozambique, hvor et sammenrend af illegale diamantforhandlere fra lande som Libanon, Sierra Leone, Guinea, DRC, Nigeria, og Israel venter. Så Zimbabwe har tydeligvis ikke tænkt sig at overholde Kimberly-processens regler og diktat, og ingen har tydeligvis  tænkt sig at tvinge dem til det. Som Martin Rapaport, en Amerikansk entreprenør og medlem af World Diamond Council, der i første omgang var fortaler for Kimberly-processen, pointerer, ”er Kimberly-processen med til at legitimere menneskerettighedskrænkelser i stedet for at eliminere dem”. Diamantindustriens svar på sådanne udtalelser viser, at de er mere bekymrede for reaktionen fra forbrugerne, end for de menneskerettighedskrænkelser der foregår i Zimbabwe – selv om sidstnævnte var meget af grunden til at Kimberly-processen blev påbegyndt. Chaim Even-Zohar, en analytiker for Diamond Intelligence Briefs, en tænketank for diamantindustriens interessenter, insisterer således på, at ”diamantindustrien ikke kan fungere uden at Zimbabwe er med i Kimberly-processen. At sparke Zimbabwe ud af denne vil uden tvivl destabilisere diamantindustrien”.

De største problem i forhold til løsningen af problemet synes således at være, at der er for mange magtfulde personer der tjener for godt på den nuværende situation  i Zimbabwe til at de har lyst til at ændre på status quo. Dette gælder med al tydelighed Zimbabwes regering, især Mugabe og hans ministre i ZANU-PF, og i forlængelse af dem landets politistyrker og hæren. Sidstnævnte har således en rotationsordning, hvor nye styrker skiftes til at kræve 50% af profitterne fra de uofficielle minesyndikater der er opstået i Marange. Regeringen, politiet, og hæren profiterer således alle af den nuværende situation, selv om de gør det i et noget forskelligt omfang. Taberne, derimod, er de almindelige Zimbabweanere – ikke kun dem der udsættes for grove menneskerettighedskrænkelser i Zimbabwes diamantfelter, men Zimbabwes befolkning som helhed. Prominente medlemmer af ZANU-PF, herunder sandsynligvis Mineministeren og Mugabe himself, tjener millioner på Zimbabwes bloddiamanter, hvilket potentielt vil kunne underminere den skrøbelige samlingsregering bestående af  ZANU-PF og Morgan Tsvangirais MDC, ved at give ZANU-PF mulighed for at financiere angreb på sine politiske modstandere, ligesom de gjorde op til valget i 2008, på MDC-medlemmer eller -sympatisører. Bloddiamanterne er også med til at intensivere en mindre kendt, men ikke mindre farlig, fejde mellem de forskellige fraktioner indenfor ZANU-PF der kæmper for retten til at være Mugabes efterkommer på præsidentposten,  eller simpelthen for at øge deres magt inden for partiet.

Så hvis det internationale samfund er reelt interesseret i at Zimbabwes samlingsregering skal fungere, og kunne forbedre landets desperate tilstand, burde man meget mere standhaftigt forsøge at presse Zimbabwe og Kimberly-processens medlemmer til at sikre at Zimbabwes diamanter er med til at finansiere bl.a. de nødvendige forbedringer i den offentlige service. Som det er nu, forsvinder disse penge bare ned i lommerne på politikere, politifolk, soldater, og et par korrupte og skruppelløse forretningsfolk. Ifølge Partnership Africa Canada, som foretog et feltbesøg i Zimbabwe i april 2010, har indtægterne fra Maranges diamanter ikke tilført Zimbabwes statskasse en eneste cent. På den anden side købte Zimbabwes Mineminister tidligere i år adskillige dyre ejendomme uden for Bulawayo, herunder et Casino, hvilket burde være en klar indikation på, at han  tjener gode penge ved siden af sin ministerlønning.