Af Jannick Svendsen, Woza 5/2006
Uddelingen af fiskerilicenser har udløst stor vrede blandt småfiskerne langs de sydafrikanske kyster. Flertallet har mistet retten til at fiske, og situationen er kritisk for de mange, der står uden arbejde og indkomst. For dem er illegalt fiskeri den eneste mulighed.
Tildelingen af fiskerilicenser til langusterfiskeriet - et af de to vigtigste fiskerier for småfiskerne - er netop afsluttet. Det blev desværre ikke det vendepunkt, som småfiskerne havde håbet på, idet kun et fåtal af ansøgerne fik tildelt en licens. Omkring 10% af de traditionelle småfiskere, der havde ansøgt om licens til langusterfiskeriet, blev tildelt kvoter, der er så små, at de knap er rentable.
De resterende ansøgere samt de mange der har været afskåret fra at kunne søge, idet de ikke har kunnet opfylde de formelle ansøgningskrav, må nu se til fra kysten de næste mange år. Licenserne er gældende for de næste 10 år, og først derefter bliver der mulighed for at søge igen.
Fiskerne har vendt deres frustration mod regeringen og den ansvarlige minister Marthinus van Schalkwyk i særdeleshed. I starten af februar mødte mellem 200 og 300 vrede fiskere op til demonstration i Kalk Bay, en forstad til Cape Town - for at give udtryk for deres afmagt over ikke at blive hørt. Demonstrationen, der var arrangeret af Masifundise (Sydafrika Kontakts projektpartner), blev citeret i landsdækkende aviser og radio og bliver fulgt op af en skriftlig opfordring til præsident Mbeki om at indføre en social ansvarlig fiskeripolitik. Masifundise har allerede gentagne gange kritiseret regeringen for at svigte de svagest stillede fiskere, men de mange opfordringer har ikke fået regeringen til at indføre en social ansvarlig fiskeripolitik, der kan bidrage til at bekæmpe fattigdommen og fremme social og økonomisk udvikling.
Hensigten med fiskerilovgivningens kvotesystem er ifølge regeringen at opnå et rentabelt og bæredygtigt fiskeri, men for småfiskerne har lovgivningen den stik modsatte effekt. Bæredygtigheden af fiskeriet mindskes eftersom fiskerne er nødsaget til at fiske illegalt for at skaffe mad på bordet. Fiskerne og Masifundise ønsker at få indført et alternativt fiskeriforvaltningssystem med en eksklusiv zone på 5 sømil for småfiskeriet, og hvor fiskerne bliver inddraget i forvaltningen af de marine ressourcer.
Baggrund
I 1994 gik ANC til valg på visionen: ”a better life for all”. En omfordeling af ressourcerne skulle opnås gennem udviklingsprogrammet:
”Reconstruction and Development Programme Policy Framework” – det medførte håb blandt de marginaliserede fiskesamfund om at de kunne genvinde deres rettigheder til at fiske.
I 1996 udskiftede regeringen deres makroøkonomiske program til det neoliberale strukturtilpasnings-program: ”Growth, Employment and Redistribution”. Nu skulle vækst, job og lighed skabes gennem en ny klasse af entreprenører, hvilket udelukkede langt de fleste småfiskere, som ikke kunne leve op til nye økonomiske og administrative krav og ikke har den nødvendige kapital til at foretage de nødvendige investeringer.
