Seneste nyheder
Sydafrika: Arven fra apartheid
I dag er apartheid ophævet, men det er stadig de hvide, der ejer det meste landbrugsland. Der har været en en jordreform i gang siden 1994, men den tager mere hensyn til jordejerne end til de jordløse, som skulle have glæde af den.
Sydafrikas første demokratisk valgte regering kom til i 1994, og skulle rette op på en af verdens mest skæve fordelinger af velfærd, indkomst og jord. Som noget af det allerførste satte man en jordreform i gang.
Desværre fik reformen flere forskellige mål, der skulle opfyldes samtidig– den skulle give sorte mennesker en chance for at drive landbrug, gøre op med fortidens uretfærdigheder uden at skabe nye, og skabe jobs. Målene har siden vist sig at spænde ben for hinanden, og taberne er som oftest blevet de fattigste.
Det har været et credo i det nye Sydafrika efter apartheid, at gamle uretfærdigheder ikke skulle udjævnes med nye. Blandt andet derfor har staten valgt ikke at konfiskere jord fra de hvide, selvom forfatningen tillader det. De kan sælge hvis de vil, men bliver ikke tvunget. Problemet er bare, at de fleste landejere ikke vil sælge, eller sætter priserne på jorden så højt, at det vil være umuligt at gennemføre reformen.
Det har sat en kæp i hjulet for jordreformen, som er gået meget langsomt fremad. Ved starten i 1994 var målet, at 30 procent af landets landbrugsjord skulle omfordeles i løbet af de første fem år – men seks år senere var det kun blevet til omkring to procent jord.
Sorte landarbejdere
En vigtig del af landreformen kaldes for landarbejder-reformen, og skal sikre landarbejdernes rettigheder. 6 millioner landarbejderne er ansat af den især hvide farmerklasse på de store farme eller lever på jord, de ikke selv ejer.
Landarbejder-reformen skulle sikre, at de kunne blive boende i deres tjenesteboliger, også når de ikke kan arbejde længere.
Men tvært i mod fik reformen den effekt, at mange landarbejdere blev bortvist fra de farme, de levede på, fordi de hvide farmere ikke ville tvinges til at give deres landarbejdere rettigheder. Korte ansættelser blev også mere almindelige.
Regeringens forsøg på at lægge ansvaret for 6 millioner af Sydafrikas absolut fattigste over på de hvide farmere slog fejl. De hvide farmere ønskede ikke at påtage sig ansvaret for at skabe tryghed for ældre eller uarbejdsdygtige landarbejdere.
Jordreformen går langsomt, men folk rotter sig sammen for at kræve deres ret!!
Den største folkelige organisation, der arbejder med jord, hedder National Land Committee. Det er en paraplyorganisation for en række forskellige NGOer, der arbejder spredt ud over hele landet med emner som landarbejdere, kvinder på landet osv. Mange af NLCs medlemmer var også aktive under apartheid-årene.
Generelt er organiseringen af befolkningen på landet svag. Mange af dem kommer til demonstrationer, men har ingen organisation, der er i stand til at presse folks krav igennem - krav som disse fra The Rural People’s Charter fra 1999, der for eksempel forlanger at “Jord skal eksproprieres og omfordeles til de fattige”, og “Jord-politikken, især ‘villig køber – villig sælger’ princippet, bør genvurderes”.
Jordløse mennesker har brug for at styrke samarbejdet, især fordi mange justeringer af reformerne bliver besluttet hen over hovedet på almindelige mennesker, og for eksempel lægger for meget magt i hænderne på traditionelle ledere.
Det er ved at ændre sig, så især lokalsamfund, der har rejst krav om tilbagelevering, begynder at organisere sig, og danne fora, der taler for hele distrikter eller provinser. Blandt de mest fremtrædende er the Southern Cape & Karoo Forum og Northern Province Land Coalition, som var de to organisationer, der stod strejkevagt ved Union Buildings i Pretoria.
---------------------------------------
Men det er en model, som for eksempel har været forsøgt i Kenya siden 1950erne. Her var resultatet, at de farmere, der har kunnet kvalificere sig til at tilhøre en sort, kommerciel farmerklasse er de, som i forvejen kunne tjene penge, yde kontant betaling og stille økomomisk sikkerhed.
Kampen for at få registreret ejerskab til jorden har uddybet de sociale og regionale forskelle på landet. Især er kvinders rettigheder tilsidesat. Det nye tiltag, sit gode sigte til trods, passer for godt ind i et eksisterende mønster af social ulighed, hvor tvedelingen mellem små og store farmere er tydelig og uforandret.
Der er stor bekymring hos NLC for, at reformerne vil betyde, at resten vil få det endnu sværere og blive underprioriteret. “Resten”, det er de fattigste, og det er kvinderne. Det står i stærk kontrast til, at de fattige på landet er hovedmålgruppen for reformen.
Andile Mngxitama fra NLC mener, at der hellere burde satses på de fattigste, og så skulle storbønder vokse frem naturligt.
Forslaget forudsætter, at folk vil være professionelle (kapitalistiske) landmænd. Mange ønsker ikke at være landmænd på den måde, men blot at have et lille jordstykke til familiens hushold.
Der begås to forglemmelser, mener Andile Mngxitama: “Når staten vil skabe en afrikansk entreprenør-klasse gennem jordreformen, er den ligeglad med, at der er et væld af jordbrugsformer i afrikanske samfund, men mere vigtigt er det, at den ignorerer den koloniale arv omkring jorden.”
Uligheder består
Forandringer krævet
Efter apartheids ophævelse er der ikke ændret væsentligt i den økonomiske struktur, som var klart i de hvide farmeres gunst. Regeringens økonomiske, strukturelle nyliberale program GEAR fra 1997 er med til at fastholde den økonomiske struktur. Selv om ANC-regeringen har modtaget politisk støtte til sin politik fra IMF og Verdensbanken, har det været småt med udenlandske investeringer. Det har betydet, at man nu er på kollisionskurs med ikke kun de jordløse, men også den magtfulde fagbevægelse, og andre traditionelle alliance-partnere fra kampen mod apartheid.
Derfor mener kritiske røster, at regeringens jordpolitik, især den del der handler om tilbagelevering af jord, skal fralægge sig sin symbolske karakter med vægt på forsoning, til at være en del af en jordreform, der reelt arbejder for at ændre den skæve fordeling af jordejerskab.
Problemerne for jordreformen er mange. Politiske programmer er centraliserede, jordreformen understøtter ikke en omstilling af landbruget. Jordreformen er finansielt underprioriteret, og alligevel har Department of Land Affairs underforbrugt 1,4 mia. Rand på de første år. Der er et svagt bureaukrati, og civilsamfundet har kun sparsomt deltaget i reformprocessen. Der er store institutionelle udfordringer for, at jordreformen skal lykkes.
NLCs politikmedarbejder peger på tre forudsætninger for at finde succesfulde løsninger: Den første er den politiske vilje til at finde en løsning, den næste er regeringens evne til at lytte til de jordløses stemme, og den tredje er at danne partnerskab med relevante organer i civilsamfundet.
Jordreformen er en kamp i sig selv for en bedre udvikling generelt i Sydafrika. Men der er ingen tvivl om, at man vedbliver at have en jordreform. Der er mange grunde til, at en jordreform gennemføres. Der er store følelsesmæssige problemer forbundet med overgangsfasen og opbygningen af en ny, demokratisk stat. Så jordreformen er et tiltag, som kan ses som konfliktforebyggende. Og foruden at jordreformen skal klare en forandringsproces, så skal den dæmme op for alvorlige problemer som den stigende urbane indvandring og fattigdom i de tidligere hjemlande. Et problem, der slet ikke er unikt for Sydafrika, men tværtimod kendes verden over.
Jordreformen er nødvendig for at undgå en politisk uholdbar situation. Langsommeligheden samt den nye politik med en kommerciel farmerelite, betyder, at NLC bliver en del af det stadigt stærkere kor af civilsamfundets organisationer, fagbevægelser og religiøse grupper. De kræver, at opgøret med arven efter apartheid skal ske hurtigere og mere socialt baseret end i dag.
Links om Jordreformen i Sydafrika:
Department of Land Affairs South Africa>>>
http://land.pwv.gov.za/home.htm
-----------------
En mandag i juni år 2000 fortalte de godt 150 mennesker på græsplænen i Pretoria foran regeringens kontorer, the Union Buildings, til præsident Mbeki, at nu vil de ikke vente længere.
“Vi har ventet på, at vores krav om jord skulle behandles siden 1995, og indtil nu har vi ikke fået en eneste gård.”
Patrick Mojapelo er 59 år, og han er en af de folk, der har ventet i fem år på, at Sydafrikas regering skal returnere de 30 gårde, der blev stjålet fra hans landsbysamfund i 1930’erne af den dengang hvide regering.
De godt 150 mennesker på græsplænen i Pretoria har rejst hundrede af kilometer. De repræsenterer titusindvis af familier, der ligesom de selv har fremsat krav på den jord, der blev taget fra dem før og under apartheid.
“Vi har længe holdt møder med embedsmænd fra Department of Land Affairs (Styrelsen for jord-anliggender), og vi har fået så mange løfter fra dem. Vi har også skrevet breve til præsidenten og til ministeren for jord-anliggender, men til ingen nytte.”
Politiet har forsøgt at fjerne de fredelige demonstranter, men de vil ikke flytte sig. De vifter med deres bannere med navnene på de jordløse landsbysamfund, der nu er ved at være godt utålmodige over post-apartheids løfter om jord.
“Fordi der ingenting sker i jordreformen, forbliver folk i den fattigdom, som historiens mange forflytninger har skabt”, siger Patrick Mojapelo. De mener ikke, at der er sket nogle fundamentale forandringer i, hvem der har adgang til og ejer jord i Sydafrika, siden 1994 da jordreformen startede.
Selvom regeringen ikke vil ekspropriere jord fra de hvide, men købe jorden, mangler der ikke jord i det område, Patrick Mojapelo kommer fra.
“Mange af de hvide vil gerne sælge, men regeringen har intet gjort endnu”, siger han. Demonstranterne repræsenterer Northern Province Land Rights Coalition og South Cape and Karoo Land Claims Forum. De repræsenterer og organiserer henholdsvis 60.000 og lidt over 3000 familier, der har krævet deres jord tilbage. Demonstrationen bakkes op af National Land Committee (NLC), som er Sydafrikas netværk for NGOer, der arbejder med jord.
En af folkene fra South Cape advarer: “Hvis ikke regeringen gør noget, kan der være landsbysamfund, som følger eksemplet fra Zimbabwes krigsveteraner og invaderer den jord, de vil have”. Denne advarsel er hørt fra flere grupper de seneste måneder inden demonstrationen.
Demonstranternes krav til Mbeki er, at “der skal laves om på det ulige mønster i ejerskabet til jord, og de fattige på landet skal have sikkerhed for et sted at bo, muligheder for selv at dyrke, og et værdigt liv”.
-----------
Apartheid er afskaffet. Men i 80 år var Sydafrikas jord styret efter systematisk racediskriminerende regler , og de regler sætter stadig rammerne for, hvem der har jord og hvem der ikke har.
I 1913 vedtog Sydafrikas hvide regering The Land Act – en berygtet jordlov, som reserverede ni tiendedele af landets jord til de hvide, forbød sorte at købe jord, og indførte et krav om at have skøde på sin jord, hvis man ville beholde den. Det gjorde med et slag størstedelen af landets befolkning jordløse.
I halvtredserne blev omkring 3,5 millioner sorte tvangsforflyttet under henvisning til, at de boede på privatejet (hvid) jord eller statsjord. De blev forvist til de sorte ”hjemlande” - områder kun for sorte - med det resultat, at der kom til at bo alt for mange mennesker på alt for lidt plads og under alt for dårlige betingelser. Mange arbejdede uden for hjemlandene, på virksomheder, i miner og på farme ejet af landets hvide mindretal.
Apartheid efterlod Sydafrika med en jordfordeling, hvor 87 procent af jorden var ejet af hvide farmere. I alt besad 60.000 farmere størstedelen af landets jord, deriblandt den bedste landbrugsjord. På de resterende 13 procent af jorden var over 17 millioner sorte bosat.
Det meste jord i Sydafrika, og den bedste landbrugsjord, ejes i dag stadig af hvide farmere.
