Den 21. februar blev demokratikampagnen for Swaziland sat i gang i nabolandet Sydafrika. Demokratiets time er kommet, tror en fagforeningsmand fra Swaziland.
Da Vincent Ncongwane og Dumezweni Dlamini for få uger siden kørte mod grænsen til Sydafrika i det lille sydafrikanske monarki Swaziland, bemærkede de, at nogen fulgte efter dem.
Da de nåede til grænseposten stod mystiske mænd med øresnegle og solbriller ud af bilen bag dem.
Vincent og Dumezweni blev til det sidste skygget af landets hemmelige politi, der har de to på listen over 'farlige mænd.'
Vincent Ncongwane er fagforeningsformand for Swaziland Federation of Labour (SFL). Dumezweni er koordinator for Foundation for Socio-Econimic Justice (FSEJ) i Swaziland, der ligger klemt inde mellem Sydafrika og Mozambique.
Vincent og Dumezweni var på vej til Danmark, inviteret af solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt, da de blev skygget af det hemmelige politi. De to skulle stige på et fly i Sydafrika og flyve til København.
Dumezweni og Vincent dukker nogle dage senere tænderklaprende op på Arbejderens redaktion for at fortælle den absurde historie om deres hjemlands tragedier, hvor kong Mswati regerer enevældigt over en million indbyggere, og har forbudt alle demokratiske partier, der bliver kaldt 'terroristiske'. Det er en vinterkold tirsdag formiddag, og de er iklædt tykke frakker og tophuer.
- Vi har noget at fortælle dig, siger Dumezweni.
Han mener tydeligvis, at situationen i Swaziland mangler den internationale opmærksomhed, som den fortjener. Iagttagere kalder situationen i landet for meget lig situationen i årene op til den franske revolution, der gjorde op med adelen!
Overvåget
De to besøgende swazier kommer da også med optimistiske nyheder. Alle dem, der kæmper for et opgør med kongemagten i Swaziland er nu samlet i en stor, bred og fælles paraplyorganisation kaldet Swaziland United Democratic Front (SUDF).
Det kan meget vel betyde, at kongedømmets magt over det politiske liv er omme i løbet af højst et par år.
Dén spådom får dog det enevældigt ledede styre til at øge undertrykkelsen markant. Omfanget af politisk vold og tilfældene af tortur er steget.
- Du bliver overvåget hele tiden. De følger dig. Politiet vil stå ved grænseposten, når vi kommer hjem igen. Din telefon er aflyttet, siger Dumezweni Dlamini, koordinator for Foundation for Socio-Economic Justice, der er en legal organisation for demokrati.
Dumezweni dypper teposen i den dejlige varme kop med skoldhedt vand.
Også han bliver kaldt terrorist.
I 1993 blev han arresteret for blot at have arrangeret et politisk møde. Han kom ud samme år, men kun efter at venner havde betalt kaution.
- At være stemplet som terrorist betyder, at du som person ikke kan tillade dig at sige noget, der går på tværs af status quo i landet. Det betyder, at hvis du åbner munden, bliver du blacklistet overalt. Du får svært ved at skaffe et arbejde. I skolerne får ledelsen at vide, hvem af eleverne, der er farlige og skal vises bort, så de ikke påvirker de andre i klassen.
'Terrorister'
LO-formand Vincent Ncongwane fungerer også som leder af en legal bevægelse, men han er ikke i tvivl om den udemokratiske atmosfære i landet.
- Som fagforbund mener vi, at politiske partier har en meningsfuld rolle at spille i ethvert land. Som fagforbund kan vi ikke vige tilbage fra politiske spørgsmål. Vi mangler virkelig en meningsfuld opposition til det nuværende system.
- Lederen af det forbudte parti, PUDEMO, (Peoples United Democratic Movement), Mario Masuku, er for eksempel lige blevet løsladt efter ti måneder i fængsel. Han talte dengang blot offentligt om sin støtte til kampen for demokrati. Han røg bag tremmer.
- Nu forbyder politiet ham endda at skrive i aviserne. Uden en dommerkendelse. De har i 2008 forbudt fire partier og grupper på baggrund af anti-terrorloven, Supression of Terrorism Act. Nej, der er ikke demokrati i mit land, siger han bestemt, og læner sig tilbage mod varmeapparatet.
De fire forbudte organisationer er PUDEMO, dets ungdomsforbund, Swaziland Youth Congress (SWAYOCO), Swaziland People's Liberation Army, kaldet 'Umbane' og den sydafrikansk-baserede Swaziland Solidarity Network (SSN).
Forbuddene kom efter at landet var ramt af mindre bombeattentater, begået af ukendte personer.
- Det er underligt at leve i et land, hvor du ved, at din stemme ikke betyder noget. Det kommer virkelig an på din personlige styrke, om du kan holde til at sige din mening. Du skal virkelig spille din kort godt, siger Dumezweni Dlamini, der leder sin demokrati-organisation fra Sikhulile House i byen Manzini, der ligger næsten midt i Swaziland.
- Men Supression of Terrorism Act er mest af alt vedtaget for at sprede frygt i befolkningen fra overhovedet at deltage eller blive mobiliseret af demokratiske grupper, siger Dumezweni Dlamini.
Swazilands forfatning fra 1968 blev sat ud af kraft i 1973 som følge af en undtagelsestilstand, der stadig er i kraft.
Derfor kan politiet også pludselig dukke op og kræve, at du flytter.
- Politiet fortæller typisk fædre, at de må overbevise deres sønner eller døtre om, ikke at deltage i marcher eller møder, ellers ryger de ud af kvarteret, fortæller Dumezweni Dlamini.
Han tilføjer, at politiet også pludselig kan finde på at bryde ind i lokaler og sale, hvor borgere holder møder. Herefter arresterer de deltagere eller ophæver mødet.
- Ja, de råber for eksempel bare, at 'mødet er ikke annonceret eller tilladt. Gå hjem', fortæller LO-formand Vincent Ncongwane, der også bemærker problemet med overhovedet at annoncere møder.
- Aviserne hjælper dig ikke, radio hjælper dig ikke, tv hjælper dig ikke, siger LO-formanden med et skuldertræk.
Kongens pragt
Kong Mswati selv har vidtgående rettigheder, og hvert år inviterer han ambassadører og pinger fra hele verden til Swaziland for at 'have en god fest sammen'.
Han ejer en hel vognpark af luksusbiler. I begyndelsen af 2004 bad Mswati om 15 millioner US-dollars for at kunne bygge et palads til hver af sine 11 koner. I dag har han 14 koner.
I Forbes Magazine er han kaldt en af de 15 rigeste royale i verden.
Mswati har planer om at bygge en splinterny lufthavn, selvom ikke ret mange rejsende bruger den eksisterende.
Uden for paladsets tykke mure lever omkring 34 procent af landets indbyggere et liv uden job. Næsten 70 procent af alle swazier lever for under én US-dollar om dagen, og omkring 42 procent af alle voksne er smittet med hiv.
Et flertal af befolkningen - 600.000 ud af mindre end én million mennesker - er afhængige af fødevarehjælp fra internationale donororganisationer.
Udemokratisk kultur
- Det er meget svært at skabe en anderledes demokratisk kultur i landet, idet det meste af befolkningen bor på landet og er underlagt strenge traditionelle regler, bestemt af kongen, forklarer LO-formand Vincent Ncongwane.
Artiklen er publiceret på www.arbejderen.dk d. 13-03-2010
Se artiklen her
