Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder
Repræsentanter fra solidaritetsgrupper med Sahrawiernes sag i Vestsahara fra henholdsvis Danmark, Sverige, Norge og Finland, samt Polisarios repræsentant i Danmark, Abba Malainin, krævede forleden handling af parterne i den langtrukne konflikt i Vestsahara under et koordineringsmøde i København den 5. juni.
Mødedeltagerne udsendte en udtalelse, hvori de krævede:
- At FN fremskynder afkoloniseringen af Vestsahara gennem afholdelse af den folkeafstemning om landets tilhørsforhold som FNs styrke i Vestsahara, MINURSO, har haft mandat til at afholde i 20 år
- At FN etablerer en gruppe der kan monitorere menneskerettighedssituationen i Vestsahara, samt en observeringsmission der kan monitorere udnyttelsen at Vestsaharas naturressourcer
- At Marokko respekterer de internationale konventioner der vedrører besatte områder, især i forhold til retten til forenings- og forsamlingsfrihed, retten til bevægelsesfrihed og retten til ytringsfrihed
- At den illegale udnyttelse af Vestsaharas naturressourcer stoppes, samt at udenlandske firmaer der deltager i denne udnyttelse i højere grad skal frarådes at operere i de besatte områder i Vestsahara
- At fiskeri i farvandet ud for Vestsahara ikke inkluderes i genforhandlingerne om fiskeriaftalen mellem EU og Marokko der forventes afsluttet i feburar 2011, da den nuværende aftale, der tillader fiskeri i disse farvande, er i strid med international lov
- At EU følger EFTA og USA, der begge har ekskluderet Vestsahara fra deres frihandelsaftaler med Marokko
- At de Nordiske lande yder humanitær bistand til flygtninge fra Vestsahara
- At de Nordiske lande anerkender den Sahrawiske Republik, ligesom den Afrikanske Union har gjort
En kombination af manglende handlen fra det internationale samfund, især EU, og en modvilje overfor enhver ændring af status quo fra Marokkansk side virker til at være de største problemer i forhold til at kunne løse Vestsaharakonflikten i henhold til international lov. Et eksempel herpå er i forhold til udnyttelsen af Vestsaharas fiskeressourcer, punkt 4 og 5 af de ovenstående krav. Europaparlamentets Juridiske Tjeneste konkluderede i juli 2009, at den nuværende fiskeriaftale mellem EU og Vestsahara var ulovlig i henhold til international lov. Europaparlamentet krævede blandt andet derfor i december 2009, at Vestsaharas oprindelige befolkning, Sahrawierne, skulle konsulteres i forhold til nuværende og fremtidige fiskeriaftaler, og at man derfor ville sende en delegation til de besatte områder, for at undersøge i hvor høj grad en sådan konsultation finder sted. Marokko viste dog igen modvilje imod al udefrakommende indblanding eller enhver anerkendelse af international lov. Efter at have undladt at svare på forespørgslen i flere måneder, forbød landet til sidst repræsentanter for Europaparlamentet at rejse til de besatte områder i Vestsahara, for selv at undersøge hvorvidt Sahrawierne rent faktisk var blevet hørt og international lov dermed var blev overholdt.
