Mordet på en rytter

TerreBlanches politiske virke startede i 1970erne, hvor hans bevægelse fandt sin spæde start, men voksede og vandt stor indflydelse i starten af 1980erne, hvor apartheidregeringen forsøgte at konsolidere fundamentet for det kriseramte apartheid-system. Forsøget på at skabe en bredere magtbase, karikerede TerreBlanche på følgende måde: ”Den første hjørnesten vil blive lagt på [indiske] karry-samosaer, den anden på de farvede fra Kaplandet, den tredje på bantuernes øl, og den sidste på [den jødiske mine-ejer] Harry Oppenheimers store hul i Kimberley.”

TerreBlanches voldsforherligende herrefolksretorik gødede i løbet af 1980erne jorden for optrapningen af de statslige dødspatruljers virksomhed og indførelsen af militær undtagelsestilstand. AWBs optræden, der vakte klare mindelser om taberne fra 2. Verdenskrig, inspirerede i 1980erne hele fløjen til højre for apartheidstatens magthavere i Nationalistpartiet – en fløj, der ved det hvide valg i 1989 opnåede 30% af stemmerne og repræsentation i et næsten tilsvarende antal enkeltmandskredse. Da Nationalistpartiet i 1990 trods den store fremgang til højrefløjen alligevel valgte at legalisere modstandsorganisationer som ANC, mobiliserede TerreBlanche talrige massedemonstrationer i Sydafrikas byer og formåede at rekruttere flere tusinde hvide mænd til væbnede kampgrupper under paroler som ”Hæng Mandela”. Disse kampgrupper udgjorde en særdeles reel trussel mod overgangen til demokrati. Truslen forstærkedes, da de militante racister 1992-1994 i stigende grad allierede sig med apartheidstatens ledere for de sorte hjemlande.

Vendepunktet indtraf i starten af marts 1994, da de hvide kampgrupper kørte til hjemlandet Bophutatswana for at deltage i nedskydningen af et oprør mod hjemlandets leder; hjemlandets egne væbnede styrker vendte ved den lejlighed våbnene mod de hvide kampgrupper og likviderede nogle af dem for åben skærm. Dette afskrækkende eksempel betød, at kampgruppernes aktivitet derefter faldt dramatisk frem mod det første demokratiske valg den efterfølgende måned. TerreBlanche var forinden faldet af hesten ved et massemøde og filmoptagelsen af dette uheld fik i lyset af tilbageslaget i Bophutatswana en betydning som det centrale symbol for de ekstreme racisters tab af potens og vitalitet. I nekrologen over ham brugte sydafrikansk fjernsyn således hans ringe evner som rytter til at forklare hans politiske nedtur.

Mordet på TerreBlanche er af en type, der er udbredt i det moderne Sydafrika. De hvide gårdejere, der kan takke apartheid for deres sociale position, dominerer stadig landbruget. Samtidig er over halvdelen af arbejdsstyrken uden for formel beskæftigelse og må derfor ernære sig ved forefaldende arbejde. Udbytningen er derfor fortsat ekstrem – og kampene mellem utilfredse landarbejdere og hårdhændede hvide gårdejere udspiller sig ikke kun verbalt ved et forhandlingsbord. De ekstreme vilkår for landbruget i Zimbabwe er et skræmmebillede, der rykker tættere på Sydafrika – og mordet på TerreBlanche har skabt fornyet debat om jordreform. Samtidig har lederen af regeringspartiet ANCs ungdom kort inden mordet hældt olie på bålet ved offentligt at synge en af modstandskampens gamle sange om at slå de hvide bønder ihjel.

Af Gorm Gunnarsen, historiker