Frit Swaziland

Skrevet 17 December 2008

Swaziland er Afrika Syd for Saharas, sidste enevældige monarki. Landet er på overfladen et demokrati, men politiske partier er forbudt og i realiteten bestemmer den enevældige kong Mswati  III alt. Landet er desuden plaget af stor fattigdom, ulighed og arbejdsløshed, samt verdens højeste antal aids-smittede per indbygger, mens kongen og eliten bruger enorme summer af statskassens penge på luksusforbrug.

Swazilands demokratibevægelse forsøger at igangsætte en egentlig demokratiseringsproces, men regimet møder enhver form for fredelig protest imod dens magt med pressecensur, vold, tortur, og i nogle tilfælde, endda likvideringer og mord. Desuden kan kongen til enhver tid fratage alle borgere deres jord, job og bolig.

Afrika Kontakt arbejder derfor med kapacitetsopbygning af demokrati-bevægelsen på dennes egne præmisser, og har for tiden to projekter i Swaziland – et med Foundation for Socio-Economic Justice, der arbejder med demokratiuddannelse, og et med demokratibevægelsens paraply-organisation, Swaziland United Democratic Front (SUDF). Men vi og demokratibevægelsen kan altid bruge såvel flere ressourcer, som flere hoveder og hænder til bedre at kunne støtte disse bevægelser.

Hvad kan DU gøre:

Du kan støtte demokratibevægelsen via Mandela-fonden:

-   Støtte Swaziland National Union of Students (SNUS), der er en del af SUDF, og arbejder for af forene alle studerende i Swaziland, for at have en solid platform for bedre at kunne presse regimet i forhold til såvel studerendes rettigheder og interesser, som i kampen for demokrati (via Mandela-fonden)

-   Støtte Lawyers for Human Rights, så de aktivister der til stadighed bliver uretmæssigt anholdt af regimet, for fredeligt at advokere demokrati, kan få adgang til advokatbistand (via Mandela-fonden)

-   Støtte Swaziland United Democratic Front (SUDF), så organisationen i højere grad får kapacitet til at arrangere og udføre demonstrationer og mobilisere mennesker (via Mandela-fonden).

Mandela Fonden er en politigodkendt landsindsamling. Pengene fra Mandela Fonden går ubeskåret til disse foreninger.

STØT MANDELA FONDEN PÅ GIRO 332-7000. Husk at mærk din indbetaling med navnet på den organisation, du ønsker at støtte.

Du kan også melde dig ind i Swaziland-gruppen, som også går under navnet ”temagruppen for social, økonomisk og demokratisk mobilisering”, i Afrika Kontakt, hvor du kan være med til at arbejde med og støtte folkelige bevægelser i Swaziland der arbejder for at styrke de sociale og økonomiske rettigheder, og dermed demokratiet.

Læs mere om situationen i Swaziland i artiklerne i venstre-menuen, eller læs en analyse af Swazilands historie, politiske situation og demokratibevægelse.

BilagStørrelse
Amnesty International Swaziland rapport Janurar 2009.pdf242.11 kB
Swaziland Suppression of Terrorism Act 2008.pdf194.38 kB
International Commission of Jurists rapport 4 June 2009.doc11.5 kB
ICJ calls for Release of Advocate Maseko June 2009.pdf104.18 kB
Amnesty International Swaziland rapport June 2009.pdf223.24 kB
The Manzini Declaration.pdf486.93 kB