Fra Vor egen Verden - i Afrika Kontakt
Aida har været aktiv i Sydafrika Kontakt, nu Afrika Kontakt i et par år. Woza har snakket med Aida om hvordan hun har oplevet sin tid i foreningen og hvordan hun ser på fremtiden med Afrika Kontakt.
AF Morten Nielsen
Woza 11/2007
Aida, du har jo været mere end 2 år i Sydafrika Kontakt og har været aktiv i aids, jord og Informations grupperne.
Hvordan har du oplevet den sidste tid, hvor der arbejdes på nye politiker,
projektmanualer og navneskifte?
- Det har været et stort privilegium at få lov til at præge Sydafrika Kontakts udvikling fra at være en lille forening til en projektbærende organisation. Det har til tider været hektisk og frustrerende men aldrig kedeligt! Det er vigtigt at få udarbejdet disse redskaber i forhold til projektarbejde, men vi må aldrig glemme at det der er vigtigt for Afrika Kontakt er at vores arbejde er baseret på et ligeværdigt forhold mellem os og vores partnere i Syd samt at det der præger vores organisation er de frivilliges vilje og engagement til at skabe forandring, dele viden og erfaring, simpelthen at gøre en forskel!
Hvorfor valgte du at blive aktiv i Sydafrika Kontakt, og ikke i en anden organisation? Var det det faglige eller var der også noget andet.
- Jeg valgte Sydafrika Kontakt fordi der er højt op til loftet og plads til at være kritisk og selvreflekterende. Dette er enormt vigtigt for mig især når der afsættes mange timer om ugen på noget frivilligt.
- Rent politisk er Afrika Kontakt måske ikke lige den organisation jeg bør være tilknyttet. Det kan være svært for mig at forholde mig til begreber såsom fattigdom og marginalisering. Jeg har en tendens til at tro på den enkeltes ansvar, hvorimod i Afrika Kontakt er der fokus på kollektive rettigheder (fx i forhold til minoritetsgrupper, oprindelige folk, kvinder, marginaliserede hiv-smittede, osv.) og et fælles ansvar. Men sjovt nok er det netop den rettighedsbaserede tilgang jeg finder mest interessant og relevant. Der er stor forskel på at kæmpe for retten til adgang til fx ressourcer i form af sundhedsydelser, jord, retten til frit at forsamles, etc. til at realisere disse i virkeligheden og det er her Afrika Kontakt har spillet en vigtig rolle: fra fine ord skal der altså på et tidspunkt handling til!
Vi ved at det ofte er meget forvirrende at starte i Sydafrika Kontakt. Var der noget vi kunne gøre for at ændre på det?
- Jeg synes meget indenfor det frivillige område og projektarbejdet er blevet forbedret. Det kan være svært at få banket nogle strukturer og retningslinier fast i en forening der er baseret på demokratisk indflydelse. Der bruges meget tid på at diskutere og inddrage de frivillige i disse diskussioner, men lige meget hvor utålmodig jeg kan blive nogle gange så er det meget logisk at Afrika Kontakt anvender netop disse metoder!
Det er vigtigt at vi som frivillige har ejerskab i forhold til den udvikling og forandring, som organisationen oplever.
Hvis jeg må pege på noget, der kan forbedres, så er det det frivillige område. Vi skal blive bedre til at følge de regler vi vedtager! Ellers er der ikke nogen grund til at bruge masser af tid på at diskutere dem. De frivillige skal matches i forhold til de forventninger og kvalifikationer de har og de opgaver der er behov for at få løst i organisationen. Det frivillige område skal professionaliseres og struktureres for vi har et stort ansvar! Jeg tænker især på at vi som frivillige skal lære at begrænse os og passe meget på at blive ”fuldtidsfrivillige”. Det er ikke bæredygtigt! På et tidspunkt får de frivillige et arbejde eller børn og så er det meget svært at erstatte dem. Vi må fastsætte nogle grænser for hvor mange grupper, man bør være tilknyttet og hvor mange timer om ugen der afsættes til det frivillige arbejde.
Den 1. december skiftede Sydafrika Kontakt navn til Afrika Kontakt og samtidig fokus til hele Afrika, syd for Sahara. Hvad tror du det kommer til at betyde for foreningen?
- Man kan sige at vi i forvejen arbejder vi i det Sydlige Afrika, så et navneskift vil hjælpe med at synliggøre vores arbejde og give et klart billede af hvilken profil vi ønsker at have. Min vision for
organisationen er at der ikke skal herske nogen tvivl om hvem der er førende eksperter i det Sydlige Afrika. Vi skal være mere synlige i Danmark, styrke vores samarbejde med andre lignende organisationer og strategiske partnere i Europa og regionalt i det Sydlige Afrika, afgrænse vores fokusområder.
Afrika Kontakt opfattes af mange som meget politisk. Hvad er din oplevelse?
- Det kommer an på hvad der menes med ”politisk”. Jeg vil hellere bruge ordet: fortaler. Vi har en sag vi tror på, nogle mennesker ”sagen” vedrører, derfor blander vi os. Der hvor jeg generelt synes vi skal være mere forsigtige og bevidste i forhold til fortalervirksomhed (og det gælder alle organisationer i Danmark) er at man på vegne af andre vælger hvilke værdier eller forhold der er værd at kæmpe for. Vi skal basere vores arbejde udefra en rettighedsbaseret tilgang, som forankres lokalt i de lande, hvor vi samarbejder med andre organisationer, der har bedre kendskab til den lokale kontekst. At overføre værdier eller erfaringer fra Danmark til andre lande er kun godt, hvis disse er tilpasset den virkelighed som folk i Syd er en del af.
Afrika Kontakt er meget anerkendt i Ulandsmiljøet netop fordi vores projekter udvikles først og fremmest i Syd. Hvor tror du at Afrika Kontakt er om 5 år?
- Måske ikke om 5 år, men om 10 år, er vi som sagt førende eksperter i det Sydlige Afrika, samarbejder med andre organisationer og forsknings institutioner i Europa og i Afrika, vi er mere synlige i Danmark og har en frivillige styrke der, trods en lidt større sekretariat på et måske større kontor stadig bevarer sin indflydelse! Gennemsigtighed og gennemslagskraft må aldrig mangle i vores organisation!
