Den positive side af VM i Fodbold

Skrevet 14 Juni 2010

Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder

Selvom det er ubestrideligt, at der har været mange negative sider ved afholdelsen af VM Fodbold i Sydafrika, såsom menneskerettighedsovertrædelser, unødige budgetoverskridelser, og sydafrikansk politis brug af tåregas og gummikugler imod protesterende arbejdere i går, er der også positive sider ved turneringen for Sydafrika og Afrika som helhed.

På banen spillede Sydafrika 1-1 med Mexico, efter at have været foran 1-0 på et fantastisk mål af Tshabalala, og Ghana slog fortjent Serbien 1-0, efter en både taktisk og teknisk velfunderet præstation. Og selvom både Nigeria og Algeriet som forventet tabte, førstnævnte til Maradona's Argentina, og Cameroun og Elfenbenskysten først spiller senere, kan VM derfor ses som værende en relativ succes for de Afrikanske hold indtil videre.

Uden for banen har VM også været en succes, især hvis man ser det i forhold til de mange mere eller mindre patroniserende artikler og reporter fra europæiske journalister, som er så typiske for enhver fokus på Afrika: Kriminalitet, fattigdom, eksotiske dyr, og en indgroet tro på, at Sydafrika (og Afrika generelt) ikke er klædt på til at afholde en turnering som VM. Forhåbentligt kan VM  i Sydafrika være med til af rykke ved nogle af fordommene om Afrika der findes i såvel den europæiske journaliststand som i befolkningerne generelt.

Sydafrikanerne har taget godt imod de tilrejsende fans, og har samtidigt forstået at glæde sig over at landets værtskab og landsholdets præstationer. Der var således tilstande der nærmede sig national eufori efter Sydafrikas kamp mod Mexico, selvom Desmod Tutu's påstand om, at ”enkelte vidunderlige dage nogle gange overstråler års elendighed” og at ”mennesker ikke lever af brød alene, men behøver inspiration” måske er noget overdrevne. Dog ser det ud til at VM-værtskabet nu trods alt har kvitteret lidt for de høje finansielle og menneskelige omkostninger, som VM-værtskabet har medført. Lad os nu håbe, at VM også kan være med til at ændre verdenens syn på Afrika så VM-værtskabet også vil medføre mere konkrete resultater i form af økonomiske forbedringer for landets fattigste. Mennesket kan trods alt ikke leve af inspiration alene.