Stigende kritik i Sydafrika

Skrevet 29 Marts 2008

SYDAFRIKA: HIV/Aids

Treatment Action Campaign (TAC) og oppositionen i Sydafrika langer ud efter ANC’s Aids politik.

Af Torben Estermann, Woza redaktionen.
Woza 5/2006

I forbindelse med den Afrikanske Unions årlige gennemgang af afrikanske landes regeringsførelse (Peer Review) har TAC udarbejdet deres egen rapport til den Afrikanske Union.

Heri hedder det blandt andet:
”Skønt et antal vigtige indsatser mod HIV-krisen i Sydafrika er blevet iværksat, har der samtidigt været en udbredt mangel på politisk lederskab, specielt fra præsident Thabo Mbeki og sundhedsministeren Manto Tshabalala-Msimang. Denne mangel på lederskab kommer særligt til udtryk i deres vedholdende støtte til pseudovidenskabelige synspunkter om HIV epidemien. Dette har medført udbredt mangel på national koordination af regeringens indsats mod HIV/Aids.”

Det er særligt bekymrende i en tid hvor TAC skønner at ca. 1000 nye tilfælde opdages hver dag. Hertil kommer at 500.000 har Aids i udbrud, men kun godt 110.000 af dem får behandling i det offentlige sundhedssystem og ca. 80.000 får behandling i det private sundhedssystem. Den forventede levealder er faldet fra over 60 år i 1996 til omkring 50 år i 2005. Næsten 300.000 sydafrikanere døde af AIDS sidste år.

Parlamentets egen komite der skal følge HIV/Aids epidemien har også udtrykt bekymring over regeringens manglende seriøsitet og konsekvens i forhold til den nationale handlingsplan mod HIV/Aids i Sydafrika.

Senest kom dette til udtryk i debatten om Mbeki´s ”Tale til nationen” i forbindelse med parlamentets åbning i 2006. (Se pdf filen herunder)

African Christian Democratic Party (ACDP) kritiserede at Mbeki kun nævnte HIV og Aids én gang I sin lange tale.
”HIV/Aids bør indarbejdes i regeringens prioriterede handlingsplan sammen med arbejdsløshed og den stigende fattigdom”.

Independent Democrats (ID) leder Patricia de Lille pointerede at HIV/Aids nu er den største trussel mod børn og unge i Sydafrika, dem som præsidenten mener repræsenterer ”en fremtid med håb”.
- Regeringens HIV/Aids program når kun 5 % af det aktuelle behov, sagde de Lille.

Democratic Alliance (DA) leder Tony Leon kritiserede at Mbeki ikke sagde at han ville øge distributionen af HIV/Aids medicin "..og heller ikke nævnte at der er behov for en øget oplysning om HIV/Aids, særligt at HIV fører til Aids og derfor må behandles i tide."

 

Thabo Mbeki : State of the nation 2006