SYDAFRIKA: HIV/Aids
En række fattige lande i Afrika klarer sig bedre i kampen mod HIV/Aids - end Sydafrika.
Af Torben Estermann, Woza redaktionen.
Woza 5/2006
Stephen Lewis (Kofi Annan´s særlige HIV/Aids repræsentant for Afrika) beklager, at Sydafrikas sundhedsminister har forhindret ham i at arbejde i Sydafrika. Siden ministeren og Stephen Lewis havde deres sidste offentlige debat på Aids-konferencen i Thailand i 2004, er deres forhold blevet stadigt dårligere. Uenigheden har særligt drejet sig om Nevirapine, som er et middel der kan forhindre at HIV overføres til nyfødte børn via modermælk.
Stephen Lewis anklager ministeren for at være alt for langsom i distributionen af HIV/Aids medicin, og peger på at lande som Lesotho og Malawi har været meget hurtigere ude.
”Kun en energisk og kompromisløs regering kan gøre en forskel” udtaler Stephen Lewis.
Sydafrikas sundhedsminister har været under konstant kritik for sine bizarre synspunkter om HIV og Aids, som mange mener også deles af præsident Thabo Mbeki. At Stephen Lewis valgte at offentliggøre sin kritik i sin bog: ”Race Against Time” har ikke gjort forholdet mellem dem bedre.
Ministeren selv nedtoner konflikten, “Der er ingen sårede følelser mellem os, men på det tidspunkt (i Thailand, red.) gjorde han noget som var helt uacceptabelt”.
At den sydafrikanske regering ikke mener at den kan få præcise tal på, hvor mange mennesker der modtog HIV/Aids medicin, fordi dens nationale patient informations system var for svagt, kommenterede Stephen Lewis med, at selv fattigere lande i Afrika har sådanne oplysninger. Det er derfor snarere et spørgsmål om attitude og ikke om kapacitet.
Du kan læse mere om Stephen Lewis og hans bog her!
