Siyandas Dagbog. Kvinde, Sydafrika

Siyanda Mgusulva, 24, kvinde. Bekendtskabsrådgiver, Hope World Wide

Jeg blev født i Gugulethu ”Gugs” i Cape Town. Jeg stammer fra en familie, der hævdholder de rige traditioner for familielivet, hvor børn lærer at respektere de ældre og alle andre, uanset om man kender dem eller ej. Vi har begge vores forældre, og vi er heldige, fordi vi aldrig har måttet gå sultne i seng som andre børn i her i området, hvor fattigdom er fremherskende. Fordi mine forældre var rigere end de fleste, har jeg aldrig skullet gennemgå sådan en scene.

Det eneste jeg ønskede mig, var at blive socialrådgiver. Jeg blev inspireret af de sociale vilkår, de fleste af os lever under. Jeg ønskede at skabe en forandring gennem at transformere mit samfund, at fremelske en fremtid for samfundet.

Men du står altid tilbage med en liste af ting, du har ønsket dig i livet. Jeg vil sige at i mit tilfælde, hvis jeg ikke var blevet gravid, kunne mine forældre have sendt mig på universitetet for at følge min drøm. Jeg glemte drømmen hen ad vejen. Jeg blev aldrig presset eller påvirket til at involvere mig med en mand, og jeg søgte aldrig råd omkring det. Det skete bare. Min mor har aldrig talt med mig om livet, sex og parforhold. Hun kommer fra en baggrund, hvor man ikke snakker med børn om sådan nogle ting.

Jeg blev diagnosticeret med HIV i den periode, hvor folk bare skulle se én på klinikken, så løb de ud for at fortælle det til alle. Og bagefter blev der sladret alt for meget om det i nabolaget. Jeg var syg med tuberkulose. Jeg hostede helt vildt meget, og alle tegnene på tuberkulose var der. Da jeg fik behandling for det, rådede min læge mig til også at tage en VCT (frivillig test og rådgivning) for at se, om jeg også var HIV-positiv.

Jeg tog det ikke særligt alvorligt, fordi jeg overhovedet ikke regnede med at have virussen, jeg ville bare komme mig over min tuberkulose. Så jeg fik testen, og blev meget overrasket, da resultatet var positivt. Jeg fornægtede det hele. Men da jeg tog en ny test, var den stadig positiv.

Jeg havde ikke andre valg end at indse det og leve videre. Det var svært for mig at fortælle det til mine forældre. Jeg fik min storebror til at fortælle det til dem. Og de blev meget chokerede, men i stedet for at vende mig ryggen, som jeg havde regnet med, støttede de mig fuldt ud. Jeg fortalte det aldrig til min kæreste, fordi jeg ikke ville have, at han skulle vide det, selvom jeg spekulerede over, hvor jeg havde fået det fra, for jeg har aldrig været involveret med andre end ham i hele mit liv. Jeg ville ikke miste ham, men jeg var meget skuffet over ham, fordi det her skete for os.

I 2003 døde min kæreste. Det var helt uventet. Han hostede blod op, og så døde han på vejen til hospitalet. Det var mærkeligt, fordi han aldrig havde været syg før. Det var det. Siden dengang har jeg ikke involveret mig med nogen. Jeg er stadig single. Jeg arbejder nu for Hope World Wide, som bekendtskabskredsvejleder, hvor jeg underviser folk på min egen alder.

Jeg er nu på ARV. Jeg er sund, og det er mit barn også. Hun går i skole. Jeg er stolt af hende, og jeg er begyndt at spille min rolle i hendes liv, at fortælle hende om de ting, det er vigtigt at vide her i livet og om livet helt generelt. Jeg håber at styrke hende med den viden, sådan at hun aldrig kan falde i den samme fælde, som jeg faldt i.

Jeg vil gerne takke den rådgiver, jeg først blev introduceret for på ungdomsklinikken. For forståelsen og tålmodigheden til at lytte og give støtte i de hårde tider. Og jeg vil også gerne takke medlemmerne af min støttegruppe, for de lærte mig, at når man bliver HIV-positiv, så er det starten på et nyt liv, ”Positive Living”.

Jeg vil råde alle, der føler sig deprimerede efter at være blevet diagnosticeret med HIV, til at deltage i en støttegruppe. Jeg fungerer som en socialrådgiver i dag gennem de ting, jeg gør for menneskene i mit lokalsamfund. Jeg rådgiver, henviser og uddanner. Jeg beder til, at vi vinder denne kamp imod HIV/AIDS i hele verden.