Nomsas dagbog. Kvinde, Sydafrika

Nomsa Dzai, 30, kvinde. Sekretær for PWA-sektoren, TAC

Jeg blev født i Sterkspruit i Eastern Cape. Jeg kommer fra en familie på 8, 7 kvinder og en mand. Heldigvis er begge vores forældre stadig i live.

Jeg kom til Cape Town i 2001 for at finde arbejde, men jeg fandt ikke noget. Nogle gange styrter vi til de urbane områder i den tro, at der kan vi hurtigt finde det, vi søger, men desværre skal man kæmpe hårdt. Tingene er ikke, hvad de ser ud til i de store byer. Cape Town er en smuk by, men arbejdsløshed og fattigdom præger den i meget høj grad. De forskellige racer har stadig forskellige muligheder på trods af vores nye, demokratiske regering. Hvis du ikke er født hvid eller farvet, får du svært ved at klare dig i Cape town.

I 2001 blev jeg gravid, og det var der, jeg fandt ud af min HIV-status. Heldigvis er der et HIV/AIDS-program i de fleste af vores fødeklinikker, hvor jeg lærte meget om HIV/AIDS, og hvordan jeg kunne beskytte barnet, så det kunne blive født uden virussen. Klinikken hjalp mig meget og gav mig styrke til at fortælle om min HIV-status til min familie og min kæreste, og lærte mig hvordan man lever positivt, hvilket vil sige at skabe en positiv indstilling til livet. Jeg blev aktivt engageret i Mothers to Child Prevention-programmet, hvor vi dedikerede vores tid til andre kvinder, som har testet positive og som kæmper med at forstå og acceptere deres HIV-status, og med at forstå konsekvenserne af at afsløre deres HIV-status for deres kærester og familier.

Da jeg først fortalte om min HIV-status til min kæreste, viste han ingen tegn på at have problemer med det. Han forstod min sygdom. Så opfordrede jeg ham til at tage en test, og han opdagede, at han havde tuberkulose. På et eller andet plan forbinder man tuberkulose med HIV/AIDS. Det betragtes som en af de følgesygdomme, man forbinder med virussen. Senere fandt han ud af, at han er HIV-positiv.

Begge vores familier pegede fingre ad os, min familie beskyldte min kæreste for at have smittet mig, og hans familie beskyldte mig for at have smittet ham. Vores naboer begyndte at sprede rygter for at sprede fordømmelse og forvirring, sådan at folk ville vende sig imod os. Men senere, efter at der var blevet ført oplysningskampagner, man havde set mediernes rapporter og NGO’er havde fortalt om positive living, fik vi en chance.

Ikke desto mindre blev jeg syg i 2003 i 2 måneder og fik tuberkulose. Jeg mistænkte min kæreste for at have smittet mig, fordi han havde det med ikke at tage sin medicin. Når man undlader at tage medicinen, kan tuberkulose blive meget farligt og smitsomt. Det påvirker menneskene omkring dig. Jeg slog op med ham til dels fordi han ikke tog sin medicin. Jeg frygtede for mit liv. Jeg ville ikke blive syg igen.

Da min sygdom var allerværst, begyndte jeg at tabe mig alt for meget og var meget syg. Mit lokalsamfund begyndte at sladre om mig og min HIV-status. Men de talte aldrig åbent om det med mig. Jeg satte et tappert ansigt op og vendte det døve øre til alle deres negative kommentarer.

Jeg blev behandlet på MSFs klinik. Jeg tog min medicin og fulgte de instrukser, de havde givet mig. MSF lægger vægt på at følge sin behandling og være opmærksom på det. Derfor blev jeg raskere dag for dag, og begyndte at føle mig meget bedre tilpas. Jeg tog på igen, og folkene i mit lokalsamfund blev nysgerrige, da de så ændringerne i min krop. Nogle sneg sin endda ind til mig om natten for at søge råd hos mig. De ville gerne vide, hvor jeg gik hen for at blive behandlet. Hvad giver klinikken dig, og hvis en person gik derhen, ville han så få det bedre? Det fik mig til at føle mig meget bedre tilpas, fordi jeg havde fundet værdi som et levende eksempel, selvom mange af dem havde troet, at jeg ville dø af AIDS.

Jeg meldte mig ind i organisationen TAC i 2004. Lige siden er jeg blevet stærkere og stærkere, og har fået en meget bredere viden om HIV/AIDS-relaterede spørgsmål. Jeg lærte om følgesygdomme, om de typer behandling, der er på markedet, og om de politiske og medicinske udfordringer i forbindelse med sygdommen. Både i lokal, sydafrikansk og global sammenhæng.

Jeg blev aktivt involveret i en række programmer, specielt kvindegrupper og støttegrupper på klinikkerne. Derfor blev jeg ansat som sekretær på HIV/AIDS-området. Igennem at være så aktiv i organisationen og derfor tjene mit lokalsamfund vandt jeg noget anerkendelse. Der er der, hvor flest mennesker kommer til mig for at få gode råd om helbred eller blive henvist til klinikker.

Til slut vil jeg gerne sige til alle jer derude, sørg for at få så meget information om HIV/AIDS og generelt om sundhed, som I kan. Det vil hjælpe jer. At leve i en tid med så mange infektionssygdomme er ikke let for nogen af os. Forebyggelse er altid bedre end behandling. Sørg for at styrke dig selv med relevant viden, det er første skridt imod et sundt liv. ”Viden er magt!” Længe leve de HIV-smittede! Liv!