Kommentar: Morderisk passivitet 2003

Morderisk passivitet

Af Morten Nielsen, formand, Sydafrika Kontakt
Trykt i Politiken mandag 16. juni 2003.

Det er ynkeligt, at man ikke går i krig mod verdenshandels- organisationens patentregler, så der kan blive åbnet op for billig produktion af livsvigtig medicin til brug i fattige lande.

I Politiken 6.6. fortælles om, at Danida ikke prioriterer behandling med livsforlængende medicin i kampen mod aids i ulandene. Pia Larsen, ulandsordfører for Venstre, mener, at man skal være realistisk, da medicinsk behandling er meget dyr. Og det er helt rigtigt, at livsforlængende medicin til aids-syge er meget dyr.

I mere end ti år har vi i den rige verden tæppebombet det afrikanske kontinent med kondomer og firefarvede plakater. Informationsindsatsen har været massiv. Resultatet har været nedslående. Hver dag smittes der, alene i Sydafrika, mere end 600 mennesker med aids. En række afrikanske lande står uden muligheder for at give deres indbyggere den mest basale sundhedsservice. Deres samfund er ved at bryde sammen under presset fra aids-epidemien. Veluddannede kan ikke erstattes med nye. Der er ikke flere, de er syge eller døde.

Og hvad gør vi ved denne omfattende katastrofe: Meget lidt. Vi har såmænd tænkt os at forsætte med den samme nytteløse strategi, som om intet var sket. Det værste er, at vores og andre rige regeringer godt kender til omfanget af aids-epidemien. Rapport efter rapport er udgivet. Konference efter konference er afholdt. De siger alle det samme: Der skal gøres noget nu, og forebyggelse er ikke nok. Der er mulighed for at give livsforlængende medicin til Afrikas millioner af aids-syge. En medicin der ville kunne redde og udskyde en langsom og smertefuld død for millioner af mennesker. Medicinen er opfundet. Så hvorfor gør vi så ikke noget. Hvorfor er Danida og Pia Larsen så ligeglade?

Grunden skal nok findes i, at den medicin, der skal bruges, er patentbeskyttet. Ejes af medicinindustrien. Og beskyttelse af medicinindustriens patentrettig- heder er vigtigere for Pia Larsen end et par millioner menneskeliv. Derfor er en ændret strategi for det danske aids-arbejde umulig.

Når man tænker på, at Danmark er gået i et par krige i løbet af kort tid, begrundet i andre landes krænkelser af menneskerettighederne. Ja, så kan det virke ynkeligt, at man ikke går i krig mod verdenshandelsorganisationen WTO's patentregler, så der kan blive åbnet op for billig produktion af livsvigtig medicin til brug i fattige lande.
Alle argumenter om, at man ikke kan nå alle Afrikas aids-syge med livsforlængende medicin, holder ikke. Det kan ikke være et enten-eller. Der skal startes et sted - og det kunne være med de mennesker, der er adgang til. Hvis sundhedssystemerne i afrikanske lande er for svage og ikke udbygget, må vi sørge for, at det sker. Regeringens svar på dette er at skære i vores støtte til FN's Globale Fond for Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria.

Jeg har ikke mulighed for at vide, hvad fremtidens historikere vil skrive om de såkaldte ansvarlige politikeres handlinger på dette område. Men der er to muligheder: De vil kunne skrive, at de rige landes regeringer medvirkede til folkemord, velvidende og uden at røre en finger. Jeg håber, at de vil kunne skrive: Med Danmark som foregangsland igangsatte de rige lande et omfattende program for, med alle midler, at bekæmpe den omfattende aids-epidemi i ulandene.