International Vestsahara-konference:

Langt fra en løsning

En international Vestsahara-konference i København tiltrak både marokkanere og saharawier. Men nogen løsning var de ikke enige om. Læs mere om FN Forbundets Vestsahara-konference, der var domineret af de mange fremmødte Marokkanere.
29. januar 2014

I kategori

I kategori:
Om konflikten

Allerede i 1966 arbejdede FN med planer om en folkeafstemning om den dengang spanske kolonis fremtid, og i 1973 dannede saharawierne uafhængighedsbevægelsen Polisario. Men inden landets fremtid blev afklaret, aftalte Spanien i november 1975 en deling af landet mellem Mauretanien og Marokko. Mauretanien trak sig hurtigt ud, og Marokko besatte hele landet. Hovedparten af befolkningen flygtede på grund af den marokkanske besættelses brutalitet og bor i dag i flygtningelejre i nærheden den algierske by Tindouf. Ifølge FN bor der omkring 155.000 mennesker i flygtningelejrene. Et mindre antal bor stadig i den marokkansk besatte del af landet, hvor de jævnligt gennemfører fredelige demonstrationer mod besættelsen og saharawiernes sociale og økonomiske vilkår. Omtale af Polisario og brug af saharawierne flag er forbudt og straffes med knippelslag og fængsling.

Siden 1991 har FN haft den fredsbevarende styrke, MINURSO, i området.

 

Det officielle Marokko ønskede ikke at være til stede, da FN-forbundet holdt en stor international konference på professionshøjskolen Metropol i København om konflikten i Vestsahara. Men et stort antal marokkanere deltog i konferencen og forsvarede Marokkos tilstedeværelse i det, de ikke omtaler som en besættelse, men som et naturligt tilhørsforhold, som de begrunder i forhold, der går helt tilbage til det 12.århundrede.

Marokkanere, der bor i Danmark var flittige til at filme hele konferencen og tage billeder af alle, der stillede spørgsmål.

Den danske udenrigsminister var også inviteret til at tale på konferencen.

”Udenrigsminister Villy Søvndal havde været positiv overfor en deltagelse i konferencen, men på grund af hans sygdom og Holger K. Nielsens overtagelse af posten, var det ikke muligt for udenrigsministeren at deltage.

Det er ærgerligt – men forståeligt,” siger Lave K. Broch, FN-forbundet.

Risiko for ny krig

FN-forbundets landsformand Jørgen Estrup indledte konferencen og fremhævede, at det er afgørende, at Vestsahara nu langt om længe bliver sat på den internationale dagsorden, for efter mere end 25 års venten er der risiko for, at konflikten bliver væbnet igen.

Flere deltagere fremhævede også, at den uløste konflikt er med til at destabilisere hele Nordafrika.

22 års våbenhvile

Frem til 1991, da FN etablerede en våbenhvile og placerede ca. 250 ubevæbnede observatører i området, var der regulære kampe mellem Polisario og Marokko, der stadig har mellem 150.000 og 200.000 soldater placeret i området.

Med FN-missionen MINURSOs tilstedeværelse er det lykkedes at undgå kampe over 22 år, men gennemførelsen af folkeafstemningen, som er MINURSOs centrale opgave, er ikke lykkedes på grund af Marokkos modvilje mod den.

Den danske generalmajor Kurt Mosgaard var chef for FN-styrken 2005-07. Han har mange års FN-erfaring og arbejder fortsat i det danske forsvar, men han fremhævede, at han på konferencen var klædt i civilt tøj for at understrege, at han udtalte sig på egne vegne.

Han indledte med at fortælle, at Vestsahara ikke er særlig langt væk.

”Mindre end en halv times flyvning fra Las Palmas på Gran Canaria,” nævnte han.

Kurt Mosgaard beskrev det store ørkenområde som han havde haft ansvaret for.

Han beskrev også den mere end 2700 kilometer lange sandmur, som Marokko har bygget på langs af landet. Den er sammen med omkring fem millioner landminer nedgravet i sandet med til at holde saharawierne i lejrene adskilt fra dem, der bor i den marokkanske kontrollerede del af landet.

FN sørger for en flyforbindelse, så familiemedlemmer kan besøge hinanden – men kapaciteten er begrænset, og der vil gå omkring 20 år, før alle i lejrene har haft mulighed for at komme på familiebesøg. I sin tid i MINURSO fik han igangsat et stort arbejde med at fjerne landminer på begge sider af muren, men saharawierne kan stadig ikke bevæge sig frit i området.

Han nævnte også, at der er mange rygter om, at saharawierne i lejrene er terrorister.

”Det er ikke sandt, ” fremhævede han og nævnte at omkring 10.000 mennesker årligt besøger lejrene.

En marokkanske deltager i konferencen konstaterede, at han kunne lugte, at generalen ikke var neutral i sit syn på sagen.

”Folk levede elendige liv, før vi kom til. Vi har udviklet byen El Aiun. Du taler om en besættelse. Hvor har du det fra,” spurgte han.

Kurt Mosgaard svarede, at det er rigtigt, at byen er blevet udviklet gennem de senere år, men at udviklingen ikke kommer saharawierne til gode.

”Det er ikke dem, der får glæde af det, for arbejdskraften hentes som regel andre steder fra, ” konstaterede han.

Francesco Bastagli, der i en del af samme periode var civil chef for MINURSO, fortalte at han har stærke reservationer vedrørende FNs håndtering af konflikten.

Han nævnte blandt andet, at der ingen reaktion har været på Spaniens fejlagtige beslutning om at overdrage landet til Marokko og Mauretanien i 1975, og på at det ikke er lykkedes at få gennemført den folkeafstemning, der skulle finde sted efter ni måneders tilstedeværelse i 1991.

”Det er realpolitik,” sagde han og erklærede, at FN nu er faldet ind i en tragisk rutine med bare rutinemæssigt at forlænge MINURSOS mandat hvert år i april efter en lunken debat.

Han roste Kurt Mosgaard for at have udført et fremragende job i sine to år på stedet, og erklærede, at FN skal være meget mere aktiv for at få sagen løst.

”Men der er altid noget, der er vigtigere. Og der skal internationale garantier til for at få sagen løst,” sagde han.

I det 12. arhundrede…

Professor Lahcen Mahraui, Marokko, der samtidig er medlem af CORCAS, Det Kongelige rådgivningsorgan for Saharai Anliggender, fremhævede, at han ikke repræsenterede det officielle Marokko, men han præsenterede en historisk redegørelse om, at Vestsahara havde været en del af Stor-Marokko i 1200-tallet. Har opfordrede til at lægge pres på Polisario, som efter hans opfattelse ikke repræsenterede flertallet af saharawierne.

Han fremhævede også, at Marokko havde bragt udvikling til det tidligere underudviklede Vestsahara.

Dr. Sidi Omar, der er Polisarios tidligere repræsentant i Danmark og repræsentant i African Union, understregede, at hverken FN eller nogen lande i verden har anerkendt Marokkos krav på Vestsahara, og da Marokko bad Den Internationale Domstol afgøre spørgsmålet, fik Marokko ikke medhold.

”Omvendt er Vestsahara anerkendt som et selvstændigt land af over 80 lande i verden og er fuldt medlem af African Union,” fortalte han. Han gennemgik FN’s forgæves bestræbelser på at få holdt en folkeafstemning i området.

”Konklusionen er, at Polisario fortsat mener, at konflikten kun kan løses, hvis saharawierne får ret til selv at afgøre deres fremtid. Det er en afgørende betingelse for at genskabe regional fred og stabilitet i Maghreb, sagde han.

Straffrihed

Advokat Kate Kelly fra den amerikanske Robert F. Kennedy Center for Retfærdighed og Menneskerettigheder, har skrevet flere rapporter om Menneskerettighedssistuationen i Vestsahara. Hun fortalte, at centrets menneskerettighedspris i 2008 blev givet til menneskerettighedsforkæmperen Aminatou Haider, der havde været fængslet i fire år på grund af fredelige protester mod den marokkanske besættelse

”Da Aminatou Haidar vendte tilbage til El Aiun i 2009 efter en foredragsrejse, ville hun ikke skrive sin nationalitet som marokkansk på indrejsepapirene. Hun blev nægtet indrejse til sit eget land og var ved at dø under en 32 døgn lang sultestrejke,” fortalte Kate Kelly.

Kate Kelly var i august måned 2012 på en researchrejse til Vestsahara, hvor hun interviewede over 100 personer, der beskrev brutalitet, fængslinger, tortur og andre overgreb, marokkansk politi og militær udsætter dem for.

”I realiteten er der straffrihed for de myndighedspersoner, der begår overgrebene. Vi har billeder af civilklædt politi, der går til angreb på fredelige demonstranter, men der er ingen sanktioner mod dem,” sagde hun og tilføjede, at Marokko ganske vist har forbedret sin lovgivning om beskyttelse af menneskerettighederne som følge af Det Arabiske Forår, men implementeringen mangler.

Kate Kelly besøgte også flygtningelejrene ved Tindouf under sin rejse, men selv om hun erklærede, at Polisario ikke er uden fejl, konstaterede hun ikke samme massive menneskerettighedskrænkelser her.

Hun nævnte også, at USA's FN-ambassadør Susan Rice i 2013 havde foreslået, at overvågning af menneskerettighedernes skal gøres til en del af MINURSOs mandat, men blev dette forhindret af Marokko og landet stærke støtte, Frankrig.

Repræsentanter fra de tre nordiske lande, Eva Flyvholm, fra Enhedslisten, Bodil Ceballos, parlamentsmedlem, Miljøpartiet i Sverige og Mudassar Kapur, parlamentsmedlem, det konservative parti, Norge, der også talte på konferencen, var enige om, at Vestsahara har stærke støtter i de nordiske civilsamfund og at landene skal presse på for at der bliver fundet en snarlig løsning på konflikten.

Men ingen forventer dog, at en løsning er nært forestående, selv om Christopher Ross, FNs generalsekretærs særlige repræsentant, forsøger at bringe parterne sammen til nye forhandlinger.


Nyhedsbrev
Tilmeld dig og modtag Afrika Kontakts nyhedsbrev