Afrika Kontakts arbejde med jorden i Sydafrika

Skrevet 16 Januar 2009

De sidste 10 år har Afrika Kontakt samarbejdet med en række organisationer i Sydafrika, der skal give jordløse, småbønder og landarbejdere et anstændigt liv.


På trods af at apartheid nu er afskaffet, og Sydafrika har udviklet sig i en mere demokratisk retning, er der stadig mange mennesker der lever stort set lige som under apartheid. På landet i Sydafrika kan det være svært at se de store ændringer i folks liv.


Især landarbejderne på de store farme, der på papiret har en del rettigheder, er stadig stort set retsløse og underlagt ejernes forgodtbefindende. Landarbejderne er ofte født på farmen, lige som deres forældre og bedsteforældre. De har ingen eller kun en meget kort skoleuddannelse, og lever stort set isoleret fra det resterende samfund.


I 1996 gennemførte den sydafrikanske regering en række love der skulle beskytte landarbejderne mod overgreb, og sikre dem minimumslønninger og ordentlige arbejdsforhold. Men det har vist sig, at det er svært at få farmerne til at overholde loven, og ikke mindst at kontrollere at loven bliver fuldt. Myndighederne har svært ved at få adgang til farmene, og ligeledes svært ved at komme i kontakt med de ansatte, der ikke kender de love, der skal beskytte dem.


En af de vigtigste ting, som loven påbyder farmerne, er at give ældre landarbejdere mulighed for at blive og bo på farmen. Det er farmernes opgave at sikre dem et bosted og et lille jordstykke, som de kan dyrke. Men ofte oplever landarbejderne at de smides ud af farmen, netop som farmeren skal overholde loven, hvilket sker når en landarbejder har arbejdet og boet på en farm i mere end 12 år.


Resultatet er, at fattige landarbejderfamilier søger til storbyerne, eller forsøger at overleve langs floder eller i grøftekanten til en vej. Der findes ikke jordområder i Sydafrika, som ikke er ejet af en person eller et selskab, og ulovlig besættelse af jord vil medføre at politiet og myndighederne øjeblikkeligt vil fjerne de indtrængende.


Afrika Kontakt samarbejder bl.a. med TCOE, Women on Farms og landarbejderfagforeningen Sikhula Sonke i Sydafrika for at forbedre landarbejdernes og de jordløses rettigheder.
Læs mere om Afrika Kontakts arbejde med jorden i menuen til højre.

Kommentar af informationsmedarbejder i Afrika kontakt, Morten Nielsen, til forbrugermagasinet Tænk's artikler om vinarbejderne i Sydafrika:


De store supermarkedskæder, der står for hovedparten af vinsalget i Danmark, har et stort ansvar. De står selv for indkøbet af vin, besøger de pågældende vinfarme, og kan derfor også sætte en standard for de forhold, som landarbejderne skal leve og arbejde under.
Som forbruger er det næsten umuligt at se, hvem der producerer den vin man køber. I Sydafrika sælger man vinen under fælles navne, og det er kun ganske få flasker, hvorpå man kan læse, hvilken farm der producerede den pågældende vin. Det må derfor være de store vinindkøberes opgave at kunne garantere at vinen, lige som alt muligt andet vi kan købe, produceres i overensstemmelse med internationale arbejdstagerrettigheder.


Så Afrika Kontakt mener at bolden er hos Coop, Netto og de andre, der sælger sydafrikansk vin i Danmark. De må kunne stå inde for, at den vin de sælger produceres på vinfarme, hvor dem der arbejder der, behandles anstændigt.

Yderligere informationer fra Morten Nielsen på 25 39 65 57.

Nedenfor finder du en rapport on vinarbejdernes arbejdsforhold i Cape-området i Sydafrika.

BilagStørrelse
War on Want rapport on wine in SA.pdf656.15 kB