Af Peter Kenworthy, Kommunikations- og Projektmedarbejder
Afrika Kontakt afholdt fredag den 8. april generalforsamling. Til stede var, ud over et bredt udsnit af medlemmerne, også partnerne Earnest Mudzengi fra NCA og Venitia Govender, som begge i korte taler til forsamlingen udtrykte ønske om et fortsat godt samarbejde med Afrika Kontakt, samt respekt for Afrika Kontakts arbejde. Generalforsamlingen var præget af en god og uformel stemning, meget i foreningens ånd, og alle punkterne på dagsordenen, herunder foreningens arbejdsplaner, strategiplan for 2010-2013, og forretningsudvalgets skriftlige beretning, blev enstemmigt vedtaget, dog med enkelte afklarende kommentarer og spørgsmål.
Formand Kathrine Larney fremhævede i sin formandstale, at Afrika Kontakt igennem det seneste år havde taget store skridt hen imod at blive en mere professionel forening, og at de seneste to års overskud på budgettet, sidste års eksterne kapacitetsundersøgelse, den af forsamlingen godkendte strategiplan, samt ansættelsen af en projektmedarbejder og en bogholder, var blandt de primære årsager til denne professionalisering.
Øget professionalisering skulle dog ikke ses som et udtryk for øget topstyring, insisterede hun, da aktivisterne og den flade struktur var Afrika Kontakts største styrke. Afrika Kontakt er en hårdarbejdende, frivilligt baseret ”hjerteblodsorganisation”, der inddrager partnerne i alle dele af samarbejdet, tilføjede informationsmedarbejder Morten Nielsen, hvorfor foreningen adskiller sig markant fra mere konventionelle organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke eller Oxfam. Formand Kathrine Larney afsluttede sin formandstale med at glæde sig over, at der både var sket en styrkelse af kontakten med foreningens nuværende partnere, og en forøgelse af antallet af partnere i det seneste år, og at 2009 efter hendes mening har været det bedste og mest succesrige år for foreningen nogensinde.
Hvad Afrika Kontakts fremtid angik, så generalforsamlingens deltagere sikringen af en rimelig egenkapital, fastholdelsen og udvidelsen af netværkene i Syd, og den videre udvikling af foreningens professionalisering og politisering, som nogle af de vigtigste mål for de kommende år, og projektmedarbejder Carsten Pedersen argumenterede yderligere for at Afrika Kontakt i stadig højere grad bør være talerør for partnerne i Syd.
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| ÅRSBERETNINGER 2009 & ARB PROGRAM 2010 | 82.5 kB |
| CAPACITY ASSESSMENT OF AK.doc | 265 kB |
| Africa Contact Strategy 2013.pdf | 5.82 MB |
