7. Fra Gl. Vartovvej til Nelson Mandelas Allé

Fra Gl. Vartovvej til Nelson Mandelas Allé

Af Harry Osborn, tidligere formand for Muresvendenes fagforening i København og Byggefagenes samvirke i København.

I forsommeren 1987 er de københavnske murer- og murerarbejdsmænd på et såkaldt kontrolbesøg på arbejdspladserne. På Gl. Vartovvej nr. 8 støder fagforeningerne på en byggeplads, som de ikke har set før. I en samtale med de ansatte murere og murerarbejdsmænd, spørger fagforeningers udsendte selvfølgelig, hvad ombygningen skal bruges til, og hvem der er bygherre.  Normalt er det ikke nogen hemmelighed for nogen. I dette tilfælde er der dog ingen, som ved noget som helst, men – fortæller man – der havde i den sidste tid været flere personer og spørge om det samme, og der går da et rygte om, ”at det vistnok skulle være konsulat for Sydafrika.”

Fagforeningen undersøgte sagen nøjere. Det viste sig, at det pågældende matrikelnummer ejedes af Det sydafrikanske Konsulat, at  konsulatet også var  bygherrer og at huset, efter ombygning, skulle tjene som konsulat for Sydafrika. At der var tale om en veritabel fæstning fremgår bl.a. af, at der skulle indrettes brandsikre rum i tre etager og indsættes skudsikre vinduer. På den baggrund besøgte fagforeningerne igen arbejdspladsen og foreholdt de tilstedeværende medlemmer, at man ikke fandt det forsvarlig endsige rigtigt og sikkert at fortsætte arbejdet. Herefter stoppede alt arbejde på byggepladsen.
Samme dag blev der givet meddelelse til murerfirmaet B.L. Jensen, der stod for murerarbejdet, hvorfor der var taget skridt til standsning af arbejdet:
” Dels på baggrund af den politiske opfattelse, at Murersvendenes Fagforening og dens medlemmer under ingen omstændigheder vil medvirke til at udføre arbejde for det racistiske styre i Sydafrika, hvor 25 millioner sorte er frataget alle demokratiske rettigheder og hvor vold imod og fængsling af sorte skolebørn er dagligdag.
- dels på baggrund af Folketingets lov nr. 289 om forbud mod handel med Den sydafrikanske Republik, hvori det bl.a. hedder:
”Udførsel af varer og tjenesteydelser af enhver art fra Danmark til Sydafrika eller Namibia må ikke foretages.”
Det er fagforeningens opfattelse, at murerfirmaet og andre har brudt denne lov og at murersvendene ikke skal være delagtige heri.
- dels fordi der foreligger et tilfælde af en arbejdsstandsning, der henhører til Hovedaftalens § om ”Liv, ære og velfærd”, idet der få dage før var en tv-udsendelse, med et interview med en deltager i de såkaldte Shell-aktioner. Vedkommende erklærede, at lignende aktioner ville fortsætte mod virksomheder, der medvirker til at støtte det racistiske styre i Sydafrika.”
Hermed startede blokaden mod det sydafrikanske konsulat. I efteråret 1987 sluttede Byggefagenes Samvirke i København sig til aktionen.

Er det overenskomststridigt?
Ovenstående begrundelse faldt imidlertid ikke i hverken arbejdsgivernes eller de to forbunds – SID og Murerforbundet - smag. Bent Nielsen fra Entreprenørforeningen erklærede umiddelbart, ”at bygningsarbejderne som nægter at udfører sikringsarbejdet på en sydafrikansk Hellerup-villa, ender efter alt at dømme i Arbejdsretten.”

Samme sang skulle man kort efter høre fra repræsentanterne for SID og Murerforbundet. På et møde i Dansk Arbejdsgiverforening skrev forbundenes repræsentanter under på en erklæring, som ”fastslår”, at blokaden og arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig. Murerforbundets daværende formand, Bendt Jensen, erklærede uden at rødme,” at så længe Sydafrika har lov at være i Danmark, må vi accepterer at arbejde for landet, selv om vi ikke accepterer det racistiske regime.”
Efter at have været udsat (Hvad er det?)indtil flere gange, endte murer og murerarbejdsmænd i Arbejdsretten. Stik mod arbejdsgivernes forventninger og Arbejdsrettens sædvane, blev deres fagforeninger idømt – hvad man i det tilfælde må kalde symbolsk – en bod på 5000 kroner hver. En bod som for øvrigt aldrig blev betalt.

Røde fingeraftryk
Under den ca. to år lange blokade af byggeriet var der en lang række aktiviteter, som inddrog flere og flere i kampen. Blokaden satte en effektiv stoppe for det videre byggeri af den sydafrikanske fæstning  på Gl. Vartovvej i Hellerup (under blokaden omdøbt til Nelson Mandelas Allé).
Blandt de, som blev inddraget i den lange kamp, var en række kunstnere, politikere og andre offentligt kendte personer, som på trods af politiets forsøg på at forhindre det, satte deres symbolske røde håndaftryk på konsulatets garageport. Nævnt i flæng var nogle af de mange, som deltog: Poul Dissing, Tom Mcewan, Eva Madsen, Leif Sylvester, Dan Turell, borgmester Tom Ahlberg. Som nogen af de sidste satte rocksangeren Henrik Strube, musikgruppen  Moonjam og SIDs oplysningssekretær, John Mølgård deres fingeraftryk. Også Socialdemokratiets daværende formand, Anker Jørgen, SIDs daværende formand Hardy Hansen og El-forbundets daværende formand mødte op foran byggeriet for at vise deres personlige solidaritet og støtte til kampen. Hardy Hansen sluttede sin tale med følgende ord:

”Det er derfor min opfattelse, at man godt kan afbryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika og lukke konsulatet. Bygningen kunne indrettes til en dejlig børnehave.”

Også Sydafrika Komitéen i København rejste spørgsmålet om det overhovedet var relevant med et sydafrikansk konsulat i Danmark. Som en repræsentant for komitéen præcist udtrykte det:
” Er der overhovedet nogen rimelighed i, at Sydafrika indretter et terrorsikret fæstningsværk i Hellerup i en situation, hvor Danmark ikke har diplomatisk personale i Sydafrika? Og hvad skal f.eks. en sydafrikansk handelskonsul foretage sig i Danmark, når Folketinget har forbudt al samhandel med Sydafrika?”

Racisterne forskanser sig   
Omkring første juni 1989 led Byggefagenes Samvirkes to år gamle fysiske blokade mod enden. Alligevel fortsatte aktiviteterne såvel udenfor som indenfor konsulatets mure.
Konsulatstaben lukkede sig mere og mere inde. Bag de meterhøje mure rullede man det såkaldte NATO-hegn ud – en særlig form for ondartet og knivskarpt pigtråd. Man monterede snubletråde, og det hele blev minutiøst overvåget af internt tv og glubske hunde. Tonen blev mere og mere krigerisk. I et par tilfælde truede man aktivister på livet.  
Udenfor flyttede Sydafrika Komitéen ind i en skurvogn, hvorfra de – i fortsat samarbejde med Byggefagenes Samvirke – overvågede situationen.

En dag blev en aktivisterne fra Sydafrika Komitéen, Morten Nielsen, kaldt ud af skurvognen af personale fra konsulatet:

”Morten, dit bæst. Kom ud og dø. Morten, vi vil skyde dig ned.”     

Hændelsen blev meldt til politiet, som imidlertid afviste anmeldelsen mod diplomaten for trusler på livet. Politiet påstod at en anmeldelse var omsonst, da diplomaten var beskyttet af sin diplomatiske immunitet. På trods af, at sagen senere gik længere op i systemet, blev den pågældende aldrig stillet til ansvar for sine mordtrusler. Det gjorde imidlertid det sydafrikanske apartheidsystem, som snart efter gik sin undergang i møde. Æren herfor er først og fremmest det sydafrikanske folk, men også ude i verden var der mennesker, som ved deres indsats bidrog til regimets fald.
I Danmark var blokaden mod fæstningen i Hellerup en vigtig del af kampen mod racisme og undertrykkelse og bidrog væsentligt til befolkningens stillingtagen til kampen mod apartheid, ligesom den medvirkende til at holde regering og folketing fast på blokaden af Sydafrika. Set i den store målestok, var denne aktion kun et lille bidrag, men set i dansk sammenhæng var det en væsentlig aktion.   

Havnearbejdernes indsamling
I slutningen af 1985 dømmes Havnearbejderne Fagforening for at have iværksat blokade og nægtet at losse sydafrikanske varer. Ved Arbejdsretten idømmes de en bod på12.190 kroner, at betale ved kasse eet. Følgen af denne åbenbare urimelighed blev at en kreds af københavnske fagforeningsformænd dannede ”Den københavnske Komité til støtte af havnearbejdernes indsats mod import fra Sydafrika”. I sin korte levetid fik den lille komité med det lange navn indsamlet 42.204,87 kroner.