16. Apartheids sidste måneder og hunden, som ikke hed Bophutatswana

Apartheids sidste måneder og hunden, som ikke hed Bophutatswana

Af Gorm Gunnarsen

Jeg fik en dalmatiner-hund ved indgangen til 1992. Den var ikke helt klar til at være alene hjemme, så den var med nogle gange på kontoret i Wesselsgade, hvor vi kaldte den Bophutatswana. Navnet var lidt for langt til at hænge ved, selv om dette sydafrikanske hjemland bestemt fyldte meget i foreningens aktiviteter mellem 1991 og 1994. Men før jeg skriver mere om “Bophutatswaffornoed”, som folk ofte endte med at kalde hjemlandet, vil jeg fortælle lidt om min vej til Sydafrika-solidariteten.

Sydafrika-solidariteten var allerede med mig, da jeg blev teenager i 1970erne, hvor jeg sad i elevrådet på Højdevangens Skole ude på Amager, så fjernsyn om Soweto-oprøret og min mor i mit navn havde betalt et giro-kort med kontingentet til Radikal Ungdom.

Det er siden hen gået op for mig, at min far og mor havde været med til oplysningskampagnen i 1960, hvor Een Verden var stærkt involveret. Jeg er først for nylig blevet opmærksom på, at min far, der mistede arbejdsevne og talegaver i 1960erne, skrev en glimrende sammenfatning af den Internationale Jurist Kommissions rapport fra 1960 til Udenrigspolitisk Selskabs tidsskrift og dermed højnede den i Danmark tilgængelige forståelse for apartheids karakter i betydelig grad.1  Men som teenager var jeg ikke specielt besnæret af tanken om, at mine politiske antipatier var hentet fra forældrene.

Som repræsentant for Radikal Ungdom var jeg med til at stifte foreningen LSA i 1978 – og blev også ved med at bidrage en smule til LSAs kampagner gennem mine mange år med tillidshverv i uddannelsesorganisationer og i det kommunistiske ungdomsforbund, DKU. Muligheden for at gå dybere med engagementet kom da Jens Haarløv udbød et Sydafrika-kursus på Historisk Institut. Jeg tog to hurtige eksaminer i 1986, det år Haarløv var på instituttet. Flere i Komm. S historie – altså også Hans-Erik Stolten – tog på samme tid fat i modstandskampens historie, og vi skrev en bog om arbejdernes modstand før 1960.2 Aaron Mnisi hev fat i mig op til ANCs 75 årsdag (januar 1987) og i slutningen af 1980erne havde jeg min gang på ANC-kontoret, hvor jeg bl. a. oversatte og ordnede praktiske opgaver for ANCs nyhedsbrev på dansk.3 Patrick MacManus fik mig derefter med i redaktionen for Amandla – og satte mig i gang med at skrive en bog om modstandskampen siden 1960.4 Jeg havde på den måde en vis vidensmæssig balast for at navigere politisk, efter jeg noget hovedkulds havnede med formandshvervet for LSA.

Og så vender jeg tilbage til hjemlandet Bophutatswana, som var et af de fire såkaldt uafhængige hjemlande, hvis integration i det øvrige Sydafrika var et helt centralt krav for anti-apartheidbevægelsen. Den lokale modstandskamp havde i 1988 forsøgt sig med et væbnet oprør, som også var lykkedes, hvis den sydafrikanske hær ikke var rykket ind og havde genetableret Mangopes brutale regime. Da den sydafrikanske regering gav efter for mange krav om mere politisk frihed ved indgangen til 1990 nægtede den imidlertid at gøre de samme krav gældende over for marionetten i Bophutatswana. I 1991 var hovedparten af de resterende politiske fanger i Sydafrika tilbageholdt i Mangopes fængsler. Regeringen fralagde sig ansvaret for tilstanden i hjemlandet ved at fremhæve, at Bophutatswana var et selvstændigt land.

Allerede i 1990 havde presset for afskaffe de danske sanktioner været meget massivt – og i 1991 tog disse krav for alvor til. Udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen havde udviklet et særdeles hjerteligt forhold til sin sydafrikanske kollega ‘Pik’ Botha og havde lovet den sydafrikanske regering at fjerne de danske sanktioner. Elleman havde i første omgang gjort regning uden vært.

Udenrigsudvalgets medlemmer tøvede med at ophæve sanktionerne, men blev selv udsat for et voldsomt pres, da Elleman var med til at sætte en ophævelse af EF-sanktionerne på dagsordenen i ministerrådet. LSAs arbejde i 1990 og 1991 var i stigende grad at definere det tidspunkt, hvor apartheid var slut.5

I Danmark havde F.W. de Klerk længe haft Fremskridtspartiet og Centrumsdemokraterne som alliancepartnere i bestræbelserne på at få hældt den racistiske vin om til "demokratiske" flasker. Men også den danske udenrigsminister arbejdede målrettet på at påvirke ordvalget, så sanktionerne kunne ophæves. Den 26. marts 1991 udsendte udenrigsministeriet således en pressemeddelelse, hvor F.W. de Klerk blev inviteret til Danmark med følgende begrun­delse:

"Besøget vil give mulighed for at drøfte udviklingen i lyset af den dialog og forhandlingsproces, som præsident de Klerk tog initiativ til i begyndelsen af 1990 og som har ført til en række skelsættende aftaler med ANC om afviklingen af apartheid-systemet og indførelsen af en demokratisk samfundsform i Sydafrika."

Det værste ved Udenrigsministeriets meddelelse var, at ingen forhandlinger om at erstatte apartheid med demokrati havde fundet sted. For­handlingerne om afvik­lingen af apartheid begyndte først den 20. december 1991. Forud for den 20. december 1991 var forhandlingerne med ANC alene om fred og udvidelsen af den politi­ske frihed. Da Udenrigsministeriet udsendte pres­semeddelelsen var der intet, som lignede aftaler om lige politi­ske rettigheder og demokrati. Det stod da også klart, at Uffe Ellemann-Jensens pri­mære motivation for besøget, der skulle finde sted den 24. april, var at presse en afskaffelse af sank­tionerne igennem. Den sidste formulering i meddelelsen in­deholdt den formel, der skulle opfyl­des, førend Folketingets flertal kunne afskaffe sanktioner­ne.6

Uden­rigsministerens in­itiativ faldt sammen med, at Hand­elskam­merets to frontfigurer, Ebbe Jensen og Vagn Jensen, vendte hjem fra Sydafrika med en masse indtryk og iværk­satte et større lobby-arbejde for at skaffe forståelse for - som det noget selvmodsigende fremgik af deres besøgsrapport (9/4 1991) - "at Nationalistpartiet havde indgået et gennemforhandlet forlig med det sorte flertal", og at ANC "repræsenterer en minoritet af den sorte befolkning".

I de sydafrikanske medier blev det kommende besøg fremstillet som et afgø­rende skridt i retning af et brud med de internationale sanktio­ner. Overskriften i "Business Day" var: "Afgørende gennembrud". Indtrykket i Sydafrika var, at F.W. de Klerk ville komme hjem fra Danmark med genetablerede økonomiske forbindel­ser.

En målrettet indsats fra LSA og andre danske apartheid-modstan­dere fik ændret dagsordenen i pressen. Vi var en gruppe frivillige som lå aldeles vandret og producerede et dagligt nyhedsbrev til presse og politikere i ugerne op til besøget. Sammen med nogle af de store bistandsorganisationer organiserede vi et besøg fra ANC's forfat­ningsekspert Albie Sachs, der hjalp yderligere til at slå fast, at aftaler om demokrati fortsat kun var en opti­mistisk forud­sigelse. Ellemann fik ikke sit forslag om ophæ­velse af sanktio­nerne igen­nem, da han rejste det i Udenrig­sudval­get. I stedet blev det slået fast, at den sydafrikanske forfatn­ing var en del af apart­heid - og at sanktio­nerne dermed stadig havde en rolle.

De Klerk kom til Danmark. Men han fik ikke, hvad han kom efter. Sydafrika skiftede ambassadør i Danmark efter denne ydmygelse - måske som et udslag af bitterhed over den gamle ambassadørs overdrevne optimisme. I Sydafrika vakte opretholdelsen af de danske sanktioner stor op­mærksomhed. I "Business Day" blev kravet om frigivelse af alle politiske fanger (menne­skeretskom­mis­sionen sagde knap 500 på dette tidspunkt) herefter anset for en betin­gelse for at bryde den inter­nationale isolation. Størstedelen af disse fanger befandt sig i Bophutatswanas fængsler.

Danmark kunne måtte således i juni 1991 nedlægge veto mod ophæ­velsen af EF's sanktio­ner.7 ANC's kon­fe­rence i juli 1991 vurderede, at sanktionerne fortsat kunne spille en rolle. Danmark blev kraftigt frem­hævet.8 I juli 1991 lagde udenrigsudvalget efter samtaler med LSA en plan for afvik­lin­gen af sanktioner. Planen indeholdt tre faser: For det første skulle det danske investeringsforbud og vetoet i EF ophæ­ves, når der i Sydafrika var et godt for­handlingsklima med poli­tisk fri­hed. For det andet skulle hand­elsforbudet ophæves, når den almin­delige valgret var sikret. For det tredje skulle våbenembargoen hæves, når FN's sikker­hedsråd besluttede en ophævelse.

I løbet af efteråret 1991 forsøgte LSA at vende offentlighedens søgelys mod de politiske fanger - særligt de ca. 150, som stadig sad fængslet i hjemlandet Bophutatswana. I september begyndte uden­rigsministeren igen at røre på sig. Og Handelskammeret kom hjem efter et nyt besøg i Sydafrika. Denne gang var budskabet, at Danmark gik glip af fremtidige markedsandele ved ikke at hæve sanktionerne nu. Hvor det i foråret 1991 især havde været apart­heids død, som stod i centrum, var det i efteråret de danske inter­esser, som dominerede budskabet. Socialdemokratiet skulle gøres bløde i knæene ved at blive stil­let overfor valget mellem danske ar­bejdspladser og udenrigspo­litiske principper.

Det hele passede med mønsteret i forår­et - også et besøg fra Sydafrika blev det til - denne gang dog blot en vice-uden­rigsminister. Den 10. oktober beslut­tede uden­rigsudvalget endnu engang at fortsætte sanktioner­ne. Beslutningen blev forside-stof i Sydafrika. Og kravet frem­stod klart. De politiske fanger i Bophutatswana skulle løslades, førend sanktio­nerne kunne ophæves. Også de danske aviser gjorde de politiske fanger i dette hjemland til forside-stof, da tre danske jour­nalister i slutningen af oktober blev tilbageholdt af sikker­hedspolitiet i Bophutatswana, hvor de havde besøgt sul­testrej­kende fanger på et hospital. Derefter var sammenkædningen utve­tydig og Ellemann havde få manøvre-muligheder.

Den 13. december 1991 blev næsten alle fangerne i Bophutatswana frigi­vet. Den danske fastholdelse af sanktionerne fik en del af æren i de sydafrikanske medier. En uge senere, den 20.-21. decem­ber skulle den første forhand­ling mellem Sydafrikas partier finde sted indenfor rammerne af det sydafrikanske forhandlingsforum CODESA (Convention for a Democratic South Africa). Den 17. decem­ber annoncerede Ellemann, at han havde i sinde at ophæve alle de danske sanktioner per kongelig anord­ning umid­delbart forud for de første forhandlinger. Det er nok ikke en overfor­tolkning, at udenrigsministeren med sit initia­tiv ønskede at svække ANC's for­handlingsposition. Hvorfor ikke vente og se? Fra den sydafrikan­ske udenrigsminister vidste Ellemann, at regeringen ville gå med til en hensigtserklæring om, at fremtidens styreform ikke skulle indeholde racedeling. Den information brugte Ellemann til atter at erklære apartheid død. LSA og ANC havde i samarbejde ar­rangeret et Danmarksbesøg for den nybagte sydafrikanske nobel­pristager Nadine Gordimer. Hun brugte den 17/12 et så stærkt ord som "forræderi" om Ellemanns initiativ – og det blev hovedoverskriften på TV2s sene nyheder den aften. I Folketinget informerede den radikale Jørgen Estrup Poul Schlüter om det uheldige i uden­rigsmini­sterens initiativ på en så grundig måde, at også stats­mini­steren indså det uheldige i initiativet og derfor krævede, at uden­rigsministeren droppede sit dekret.

Da CODESA havde skabt en løs rammeplan for et forenet demokratisk Sydafrika godkendte Udenrigsudvalget, at kravene om politisk frihed og et godt forhandlingsklima var fulgt og at vetoet i EF kunne ophæves sammen med investeringsforbudet. LSA havde været en særdeles aktiv part i dette forløb, både hvad angår de mange møder og kontakter med Udenrigsudvalgets medlemmer, og hvad angår vores offentligt fremførte tro på, at vi kunne holde skansen og bruge sanktionerne til at presse De Klerks regering på tilbagetog. Ved fællesmøderne om det sydlige Afrika var den dominerende indstilling faktisk allerede i 1990, at vi lige så godt kunne opgive at bruge kræfter på at forsvare sanktionerne.9 Men heldigvis var der politikere i Udenrigsudvalget, som vi delte vores principfaste indstilling med.

Frem til marts 1992 brugte vi kræfterne på at argumentere for opretholdelsen af handelsforbudet, men Elleman fik en taktisk mulighed for at gå udenom Folketingets flertal, da Socialdemokratiet i marts kastedes ud i et formandsopgør. Egenhændigt, i modstrid med indstillingen fra Udenrigsudvalget og med et grundlag i ministerielt manipuleret kildemateriale ophævede han handelssanktionerne.10 Nyvalgte Nyrup havde ikke styrken til at sætte fingeren på bruddet med parlamentarismen.

Sanktionerne var ikke længere. LSA oplevede en identitetskrise, fordi vi ikke længere kunne leve på det krav, der havde samlet folk om organisationen igennem 14 år. Den følgende måned skiftede vi navn til Sydafrika Kontakt ved et meget dårligt besøgt landsmøde. Stort set alle lokale komitéer kollapsede – Unge Mod Apartheid i Albertslund var vist den eneste undtagelse. Det handlede selvfølgelig også om, at den politiske dagsorden var underlagt en hastig forandring. Vi valgte at samle kræfterne på vores nye kontor i Wesselsgade (rendyrket københavneri) og sætte fokus på den omfattende politiske vold, og havde da også et vist held til at trænge igennem med vores dagsorden. Det følgende år demonstrerede i meget høj grad, at presset på de Klerks regering fortsat var nødvendigt. Regeringens angreb på den organiserede befolkning fortsatte mens en række hjemlandsledere, herunder Mangope i Bophutatswana, fortsatte deres klapjagt mod modstandere af deres styre. Massakrer og politiske mord formørkede udsigterne frem til, at alle kunne stirre ned i afgrunden efter mordet på Chris Hani i april 1993. Så fik vi endelig sat en valgdato i april 1994. Den endelige fastsættelse af valgdatoen betød også, at Sydafrika Kontakt endegyldigt droppede den fortsatte opfordring til forbrugerboykot.11

Sydafrika Kontakt havde gennem foråret 1993 især arbejdet med det danske formandskab i EF, der forberedte Unions-dannelsen og den nye overstatsligt fastlagte udenrigspolitik. Valget i Sydafrika var jo en mulighed for en profilering af EU, så måske kunne vi bruge EU til at øge opmærksomheden på den fortsatte krænkelse af frihedsrettighederne i Sydafrika. Sammen med vores partnere i Samarbejdsgruppen for Anti-Apartheid Organisationer i EF-landene udarbejdede vi et forslag til en EU-platform for demokrati i Sydafrika.12 Midt under Edinburgh afstemningen 17/5 1993 holdt vi møde med Udenrigsminister Niels Helveg Petersen. Jeg var lidt bekymret for, at Helveg ville dumpe vores forslag i papirkurven, for han sad under hele den indledende briefing og skrev ordet “Mandela” på forskellige kunstfærdige måder og var tilsyneladende et helt andet sted end os. Men forslaget blev i høj grad fulgt og førte til beslutninger i EF. SAK havde især lagt vægten på, at det nye EU skulle være i Sydafrika i rigtig god tid inden valget for at observere om der vitterligt var skabt et politisk klima, som sikrede frihedsrettighederne (her tænkte vi naturligvis i meget høj grad på situationen i Bophutatswana).

At Udenrigsministeriets linje faktisk havde gjort op med Elleman kunne vi mærke, da græsrødderne i Danmark blev inviteret til at indstille personer til deltagelse i EU's (og FNs) observatør-mission. SAK samlede en bred gruppe, der indgav en samlet indstilling. I udvælgelsen blandt disse indstillede lagde Udenrigsministeriet især vægt på uddannelse frem for alle andre kvalifikationer. Jeg var cand.mag. og blandt de udsendte og kunne ved indgangen til februar 1994 tage til Johannesburg for at deltage i etableringen af observatørmissionen.

Fra andre lande var der andre kriterier for deltagelsen i missionen. De franske deltagere var fra Fremmedlegionen. De tyske var mest universitetsfolk, som brugte deres tid på karrierefremmende feltstudier. Briterne var især politifolk. Ledelsen for EU-missionen var på alle måder skandaløs. Internt erklærede den sig helt på linje med de Klerk og formåede at præsentere forsamlingen for den mest Afrikaaner-nationalistiske version af historien, jeg nogensinde har hørt eller set som historiker med Sydafrika som speciale. Udover Danmark sendte kun Irland anti-apartheid aktivister med i missionen.

Sammen med to af irerne og med fuld opbakning fra de tre andre tidlige danskere (der også omfattede den konservative MF’er Eva Møller) gik jeg i gang med at etablere kontakter til menneskerettighedsaktivister i Bophutatswana. Adspurgt om vi måtte overvære et forsøg på vælgeruddannelse i Bop afviste missionens leder, hollænderen Jacob de Ruiter, at missionen overhovedet skulle have en ambition om at etablere en tilstedeværelse i eller medvirke til at sikre valgets gennemførelse i Bop. Ganske få dage efter, at jeg over telefonen havde meddelt EU-missionens linje til Lawyers for Human Rights i Bop, brød oprøret ud i hjemlandet. Gennem et massivt folkeligt oprør og under beskydning fra sikkerhedsfolk og tilstrømmende højreekstremister formåede de demokratiske kræfter i Bop at afsætte Mangope og åbne for valgets gennemførelse i hele Sydafrika den 27. april 1994.

Ja, hvad har jeg så lært af den historie? Jeg fik lært at være meget forsigtig med at påstå, at det sydafrikanske folks fik sin frihed af det internationale samfund. Historien viser, at sydafrikanerne selv tog deres frihed. Selvfølgelig er der jo også noget i historien, der kunne tyde på, at sanktionerne faktisk var med til at hjælpe friheden på gled. Men denne hjælp var jo i sin natur, at vi undlod at støtte apartheid i en kort periode mellem 1986 og 1992. Men selve overvindelsen af apartheid var det sydafrikanske folks eget projekt. Desværre har mange sydafrikanere det med at glemme deres egen historiske rolle, så nu kan selv de mest betændte transaktioner begrundes i, at det nye Sydafrika bør være taknemmeligt over for bestemte stater. Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på, hvorledes den svenske regering i februar 1999 brugte sin historiske støtte til apartheidmodstanden som rambuk for at kunne sælge jagerfly til ANC-regeringen.13 Sydafrikas finansielle gæld fra apartheid-tiden er hård nok ved landets uddannelser og sundhedsvæsen, den burde ikke forstørres af en oppustet taknemmelighedsgæld. Omvendt kunne sydafrikanerne med god ret kræve, at AP Møller, Danmark og resten af EU gav det demokratiske Sydafrika en undskyldning for den mangeårige støtte til det gamle system. Det er de bare alt for høflige til at gøre.