13. Den skarpeste kniv i skuffen?

Den skarpeste kniv i skuffen?
Kunst og kunstnere med og mod apartheid

Af Lillian Clemmensen

”Kulturen som våben i kampen mod apartheid” havde en næsten mantra-agtig status, ikke blot i den danske del af anti-apartheidbevægelsen, men også internationalt og ikke mindst hos ANC, der meget bevidst søgte at fremme og kvalificere brugen af kultur i kampen. Men hvordan gav det sig udslag i praksis?

Når effekten af ”kulturen som kampvåben mod apartheid” skal vurderes er det vigtigt at påpege, at der ikke udelukkende var tale om en eksplicit kulturkamp, hvor man stillede fer, skaffe kommunale garantier til internationale turneer, nursede vi ofte samtidig lokale talenter – de fik en chance for omtale, vi fik et kunstnerisk indslag til et arrangement. Og der var ikke det område indenfor kulturlivet hvor konceptet ’kulturen som våben..’ ikke stak hovedet frem, både nationalt og internationalt: musik, teater, bildende kunst, litteratur og film – alle former og genrer – humor, tragik, patos og lavmælthed blev taget i brug.
Som ’kulturarbejder’ mod apartheid gik man ikke alene på heid (er det et ord eller en slåfejl?). Den egentlige kulturkamp, hvor man sætter forskellige værdisæt op imod hinanden, var en implicit følge af denne praksis.
Arbejdet var præget af to tilsyneladende modsatrettede strategier, nemlig arbejdet for boycot af kunstnere, der havde optrådt i Sydafrika i modstrid med FNs Centre Against Apartheids henstilling om at undgå enhver sportslig, kunstnerisk og kulturel kontakt med det sydafrikanske regime. Samtidig forsøgte vi meget energisk at fremme udbredelsen af kunst og kultur, der repræsenterede de demokratiske kræfter blandt både sorte og hvide i Sydafrika, bl.a. i form af forfatterbesøg, udstillinger mm. Balancegangen mellem de to strategier blev ophævet ved indførelsen af den generelle boycot af samkvem/handel med Sydafrika i 1985/(86?) -  herefter bestod indsatsen bl.a. i at argumentere for en dispensation fra boycotbestemmelserne.

De konkrete aktiviteter udsprang af en skønsom blanding af internationale og lokale initiativer,  og når vi kæmpede med at facilitere internationalt kendte personligheder, skaffe kommunale garantier til internationale turneer, nursede vi ofte samtidig lokale talenter – de fik en chance for omtale, vi fik et kunstnerisk indslag til et arrangement. Og der var ikke det område indenfor kulturlivet hvor konceptet ’kulturen som våben..’ ikke stak hovedet frem, både nationalt og internationalt: musik, teater, bildende kunst, litteratur og film – alle former og genrer – humor, tragik, patos og lavmælthed blev taget i brug.
Som ’kulturarbejder’ mod apartheid gik man ikke alene på to ben, man var et tusindben, og da man umuligt på den tildelte spalteplads kan yde alle dele af indsatsen retfærdighed, vil der i det følgende blot blive fortalt om enkelte, men significante begivenheder og initiativer.

Da Cliff Richard skrævede videre end bukserne kunne holde.
Et af de mere omdiskuterede initiativer var FNs Centre Against Apartheids liste over personer, der i modstrid med den internationale opfordring til boycot af  kulturelt og sportsligt samkvem med regimet i Sydafrika, havde optrådt i Sydafrika, særligt Sun City, der var beliggende i et af de ulovligt udråbte ”selvstændige” hjemlande , Bophutaswana,  hvis ”selvstændige territorium” bestod af 6 fra hinanden adskilte landområder – med Sun City som erklæret hovedstad. Sun City var bygget af sydafrikanere som et ferieparadis for sydafrikanere, hvor Sydafrikas  strenge love om strip tease, interracial prostitution, spiritusudskænkning,  hasardspil mm ikke var gældende. Alle byens indtægter kom fra denne særlige ”lad os slå os løs med alt det, vi ikke må derhjemme”-turisme. Og så var Sun City altså også hjemsted for koncerter med internationale kunstnere, der så stort på FNs henstillinger, f.eks. Frank Sinatra (han var stolt af det),  Tina Turner (der undskyldte – hun var så frygtelig fattig efter skilmissen fra Ike!) og den evige teenager Cliff Richard, der mente sig undtaget fra FNs henstillinger, da han var medlem af en  kristen organisation, til hvis sydafrikanske afdeling han donerede honoraret.
Den købte den engelske og danske anti-apartheidbevægelse ikke – især da donationen ikke  kunne bekræftes af Det Sydafrikanske Kirkeråd, der i øvrigt heller ikke havde den omtalte organisation som medlem, hvilket var besynderligt for en kristen sydafrikansk organisation med lokal forankring og respekt for sig selv.

Så da Cliff Richards danske manager i august 1985 annoncerede en landsdækkende turne  med Aalborg som startby i oktober, var både de lokale sydafrikakomiteer og LSA klar.  De lokale netværk blev mobiliseret,  demonstrationstilladelser blev søgt,  demonstrationer blev planlagt i de byer turneen skulle besøge, de fleste med en mangfoldighed af kunstneriske indslag, idet kunstnere blev mobiliseret som talere og optrædende. Og med baglandet i orden blev pressemeddelelser om protestaktioner udsendt  via Ritzau. Og pludselig var de lovede aktioner hovedhistorie i DRs middagsradioavis. Det var de også i kommende timenyheder og 18.30 radioavisen. En fortravlet medarbejder havde misforstået en underskrift og måtte derfor berigtige resten af dagen. Den velkendte lemminge-effekt satte ind, lokal og landsdækkende presse, både trykt og æterbåren, bragte udførlige omtaler og udtalelser. Også den gang var det begavede hovedspørgsmål: ”Hvornår og hvordan laver I noget vold?”, ”Hvad med uskyldige kvinder og børn?”  - alligevel lykkedes det i vidt omfang at sætte sagens politiske og principielle karakter fremfor Cliff Richards person i fokus og sympatien strømmede ind i de følgende  travle døgn. Manageren læste også aviser og forsøgte diverse modtræk, der strakte sig fra misbrug af Beyers Naudé (leder af den Hollandsk Reformerte Kirke og antiapartheid-aktivist i Sydafrika) der tilfældigvis var i DK på samme tid, til forsøg på at vinde sympati og forplumre debatten ved at foreslå en betinget afstandtagen fra apartheidregimet. FN i New York (og Naudé) afviste modellen, og d. 2. oktober sidst på eftermiddagen få uger før turneestart i Aalborg kunne Ritzau meddele, at Cliff Richard havde underskrevet en erklæring om, ”at han under ingen omstændigheder ville optræde i Sydafrika”. Samme aften fik vi bekræftet fra FN, New York, og alle aktioner blev afblæst med en pressemeddelelse, hvor vi endnu engang understregede sagens politiske indhold.
På premiereaftenen i Aalborg under et af de første numre underholdt den nyslåede apartheidmodstander med nogle krævende dansetrin – og bukserne revnede.

Aint gonna play in Sun City
Udfaldet af Cliff Richard-sagen var et skoleeksempel på den positive effekt af FNs strategi med registrering af personer der modarbejdede den internationale boycot. I dag kan det virke overdrevet at tillægge en popkoncert mere eller mindre så stor betydning. Men for det officielle Sydafrika, var der dengang tale om et stort prestigetab både ind ad til overfor egen befolkning (man opretholdt stædigt en tese om, at FN var et perifert, kommunistisk domineret selvbestaltet organ, hvis indflydelse var minimal) og udadtil internationalt. For den kæmpende del af sydafrikanerne var der tale om en moralsk støtte, og for anti-apartheidbevægelsen en sejr, som samtidig øgede sympatien for bevægelsen. Så alle var glade, alle parter vandt ved forløbet.
Alligevel var ikke alle – heller indenfor anti-apartheidbevægelsen – begejstrede for FNs liste. Den accepteres nok som en beklageligt nødvendig af det store flertal. Men den havde den en vis ubehagelig bismag af politisk registrering af lovlig aktivitet, som siden nazismen i 1930’erne i Europa og McCarthyismen i 1950’erne i USA med god grund har fået de små nakkehår til at rejse sig på hovederne af alle liberalt og humanistisk sindede mennesker – dvs. bevægelsens rekruteringsgrundlag. Dertil kom, at der periodevis var problemer med opdateringen.

Derfor blev ”Aint gonna play in Sun City” initiativet, der opstod blandt amerikanske og engelske musikere og sangere, bl.a. Peter Gabriel, Sting og Little Richard (skal tjekkes af redaktøren) modtaget med glæde. Initiativet bestod i al sin enkelthed i, at musikkere offentlig lovede, at de ikke ville optræde i Sun City. Den negative trussel var vendt til et positive udspil, initiativet kom fra musikkerne selv, og det medførte indtil flere internationale koncertturneer og produktioner, hvor anti-partheid budskabet blev klart og tydeligt og effektivt spredt i utraditionelle sammenhænge.
I Danmark blev initiativet fulgt op med stiftelsen af ”Kunstnere mod apartheid”, der var et netværk af forfattere, musikere, teater- og filmfolk, malere, skulptører m.fl. der ud over at ”låne” sagen deres pondus stillede op til arrangementer. Blandt initiativtagerne var bl.a. Elsa Gress.

Kulturkaravanen fra Kap til Kap.
Netop netværket ”Kunstnere mod apartheid” bidrog afgørende til at gøre den intrenationale Kulturkaravane Kap til Kap i 1986 til en succes. Projektet var et ”stafetløb” hvor to flag – ANCs og SWAPOs (South West African Peoples Organisation, Namibia) – blev bragt med bud fra Nordkap i Skandinavien til Kap Det Gode Håb i Sydafrikas allersydligste spids. Undervejs markeret med en mangfoldighed af lokale og sydafrikanske og namibiske kunstneriske og kulturelle begivenheder. Danmark modtog turneen fra Sverige 1. maj 1986 og afleverede stafetten til England d. 30. maj efter en sand syndflod af jazz., rock- og popkoncerter, kunststudstillinger, mini- filmfestivaler, kirkelige handlinger, besøg fra Sydafrika og Namibia, modtagelser på rådhuse i alle større byer, gadeteater og meget mere og især efter et styrket og formidabelt samarbejde lokalt og nationalt mellem sydafrikakomiteer, fagbevægelserne, kirkerne, universiteter og Kunstnere mod apartheid, der ud over at have bidraget afgørende selv vandt i styrke under processen. De mange, mange kunstnere ikke alene bidrog med deres kunnen og viden, i Århus havde man ansat en ”huskunstner”, der var med til at ”designe” og organisere flere meget visuelle begivenheder – en slags konceptkunst i megastørrelse.

Cliff Richard sagen og Kap til Kap er eksempler på spektakulære begivenheder, der gjorde en forskel og som havde samme formål og resultat, selv om deres udgangspunkt var diamentralt modsat. Ud af begge sager opstod nye, utraditionelle alliancer og gamle styrkedes, og der opstod mere ad hoc prægede samarbejdsformer, hvor man brugte hinandens styrker og fik forskelle gjort til fordele. Samtidig bragte begge sager politik ind i alle afskygninger af kulturlivet, rammede en pæl gennem den holdning at kultur og politik bør holdes adskilt og legitimerede at kultur og politik er knyttet sammen som to sider af samme sag. F.eks. erkendte en underholdsninsgchef i DR, at han gerne deltog i en kulturel boycot af Sydafrika. Og især inddrog en lang række kulturarbejdere og kunstnere apartheid problematikken i deres kunst.

”Hjertets farve”
Et mindre spektakulært, men ikke mindre indflydelsesrigt, projekt var ”Hjertets farve. I 1989 udgav Landskommiteen Sydafrika Aktion (LSAs) forlag, Amandla, en børnebog med bidrag fra sydafrikanske børn, der i tegningr, digte og noveller beskrev deres daglige liv og tanker om fremtiden. De blev suppleret af danske børns tegninger, digte og noveller om, hvordan de troede, der var i Sydafrika. Projektet var lagt an som en konkurrence, hvor skolerne kunne deltage efter et større undervisningsprojekt om Sydafrika. Det blev en succes. Forlaget modtog lige ved danske 600 bidrag, der alle var af høj kvalitet og med udtryk for ægte bekymring for de sydafrikanske børn og deres fremtid. Projektet afsluttedes med udgivelsen af en bog og en vandreudstilling, der begge fik gode anmeldelser.
Projektet var et eksempel på, hvordan mødet med andre kulturer kan skabe forståelse og solidaritet på tværs af endog meget store forskelle i livsomstændigheder og påvirke folk på afgørende vis. Litteratur har altid haft denne status af dannelsesinstrument og derfor har fokus gerne hvilet på litteratur som kampmiddel. Det er evident, at skal tesen holde, skal der være tale om kvalitetslitteratur. Ingen læser en kedelig bog, uanset hvor politisk korrekt den er. Og derfor var ANCs forlag i London ”Kliptown” ikke noget opløftende eksempel på kunstens bevidstgørende effekt. I den bedste hensigt udgav man romaner, hvis talent ikke stod mål med ambitionerne eller engagementet, og forlaget fik et dårligt rygte, det aldrig rigtig overvandt. LSA  fandt ingen anledning til at presse på for få oversat og udgivet bøger herfra. I stedet arbejdede LSA ud fra en flerstrenget strategi, som ud over egne udgivelser også omfattede andre formidlingsformer. F.eks. lykkedes det i 1990, på initiativ af ANC-Danmark og LSA med støtte fra Dansk Forfatterforening, Københavns Universitet og Forlaget Gyldendal at overtale årets litterære Nobelprismodtager, Nadine Gordimer, til at besøge Danmark til en offentlig forelæsning i forbindelse med prisoverrækkelsen i Stockholm (Oslo?). Nadine Gordimer var kendt, udgivet. læst og respekteret i Danmark både for sin kunst og for sit politiske engagement som kendt ANC-sympatisør og apartheidkritikker. Hun er en af den slags forfattere hvis politiske ståsted næsten altid blev nævnt i anmeldelser sammen med en imødekommende forsikring om, at det ikke skæmmede kunsten. Og nej det gjorde det ikke. Gordimers engagement og hendes kunstneriske integritet var uomtvisteligt sammenkædet. Forfattere af hendes hendes kaliber kan ikke bevare integriteten uden at kritisere det moralske kollaps, apartheid var udtryk for og som dominerede alle dele af menneskelivet i Sydafrika. Denne særlige form for integritet kom stærkt til udtryk under forelæsningen. Den fandt sted efter Mandelas frigivelse, men før afslutningen af forfatningsforhandlingerne og før de danske sanktioner var ophævet. Under forelæsningen gav Gordimer udtryk for, at det var vigtigt at fastholde sanktionerne indtil det første frie valg var overstået, da der stadig var risiko for tilbageslag. Hjertet var stadig levende og rødt. Præcis som danskerne havde lært hende at kende i Henning Carlsens film fra 1960 ”Dilemma”, som byggede på en novelle af Gordimer og blev optaget illegalt i Sydafrika.

Sort kultur, hvid kultur – regnbuekultur?
Danskerne har, med og uden LSAs, hjælp stiftet bekendtskab med mange andre sydafrikanske antiapartheid kunstnere, især romanforfattere. Flertallet af dem har været eurosydafrikanere. Det er der flere årsager til. Den væsentligste er socioøkonomisk eller politisk. Det sorte og farvede befolkningsflertal var dybt forarmet, udplyndret og dårligt uddannet. Og det kræver både god økonomi, tid og plads at være forfatter på et plan, der udløser oversættelser til fremmede sprog. Er man personligt og fysisk forfulgt som alle sorte/farvede kritiske kunstnere var, og er man af samme grund nødt til jævnligt at skifte bopæl er det svært at gennemføre et romanprojekt alene af praktiske grunde, hvor gemmer man researchnotater, tidligere udkast f.eks.?
Den anden årsag er at den episke fremadskridende fortælling er en europæisk udtryksform, der har eksisteret siden oldtiden (om end på vers). Den afrikanske litterære tradition baserer sig på en mundtlig fortælleform med faste (kollektive) persontyper og handlingsmønstre. Det har medført, at mange afrikanske forfattere har foretrukket en anden litteraturfor end danskernes foretrukne, nemlig poesi og teater.

Så selv om kunsten og kulturen blev taget i brug i kampen mod apartheid var der i højere grad tale om et gensyn med egen kunst og kultir fremfor mødet med en anden kunst og kultur. Og det er der i for sig ikke noget galt med, bare vi husker at vi har det det tilgode.